KORT NYT FRA UDLANDET:
Som et led i undersøgelserne af, hvordan det at opholde sig i rummet påvirker astronauters helbred, har forskere fra Saarland University, Tyskland, undersøgt astronauters hud. Her viste det sig, at huden hos astronauter bliver tyndere, når de opholder sig i rummet. Det skriver Reuters.com.
»NASA og ESA – the European Space Agency – kom til os og spurgte, om vi kunne undersøge astronauternes hud. De ville vide, om der foregik en aldringsproces, eller hvad der egentlig skete med astronauternes hud, når de arbejder i rummet. Mange astronauter klager nemlig over hudproblemer,« siger professor Karsten Koenig, som er en af forskerne bag studiet, til Reuters.
»Indtil videre har vi fået nogle interessante resultater. Det ser ud til, at der sker en stor produktion af collagen. Det betyder, at der sker en form for anti-aldringsproces – i hvert fald i læderhuden, som er ligger i de nederste del af huden. Derudover fandt vi, at epidermis (overhuden, red.) bliver tyndere,« siger han.
Forskerne har endnu ingen forklaring på, hvorfor disse ændringer i astronauternes hud sker. Men resultaterne skal på længere sigt indgå i undersøgelser af, hvordan astronauters helbred bliver påvirket under længere ophold i rummet – blandt andet med henblik på rejser til Mars.
Du kan finde studiets videnskabelige artikel her.
Læs også:
Så vild er udsigten fra dansk astronauts arbejdsplads
Dansk astronaut slukker ildebrand i rumskibet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
mft





























