For et halvt års tid siden udkom der i USA en film med titlen (oversat fra engelsk) 'Henrietta Lacks’ udødelige liv'. Det kunne lyde som noget religiøst, men det dækker over en tragisk sand historie om en ung kvinde, som dør i begyndelsen af 1950’erne af en hurtigt voksende kræftsvulst i æggestokkene.
\ Historien kort
- I 1950'erne lykkedes det forskere at fremdyrke kræftceller, som kunne holdes i live nærmest som en surdej.
- Denne cellelinje bliver stadig i dag brugt til at forske i kræftbehandling.
- Det er dog hændt, at forskere har været uheldige eller uforsigtige, så flere forskellige cellelinjer er blevet blandet.
Udødeligheden kommer ind ved, at forskere i Baltimore på det ansete Johns Hopkins Hospital lykkes med at dyrke hendes kræftceller i kulturflasker, kontinuert, hvilket i praksis vil sige, at de kan dyrkes i uendelig lang tid, hvis man et par gange om ugen udtynder dem og samtidig tilfører dyrkningsmedium, som indeholder de ingredienser, de har brug for for at vokse.
Man har med andre ord udødeliggjort cellerne fra svulsten.
På basis af forbogstaverne fra patienten kaldte forskerne cellerne 'HeLa', og det er et af de første eksempler på det, som kaldes en cellelinje.
Ordet 'linje' hentyder til, at cellerne stammer fra én kræftcelle, som af en eller anden grund gror udenfor kroppen under betingelser, som ellers normalt ikke tillader selv kræftceller at overleve.
Faktisk var det første gang, at forskerne i Baltimore var lykkedes med dette, og dette vel at mærke efter flere hundrede forgæves forsøg med andre kræftpatienters svulster.
Cellerne lever videre
Den omtalte film er en omarbejdning af en bog skrevet af Rebecca Skloot, som følger Henriettas liv og død, men faktisk bruger langt mest plads på at beskrive, hvordan forskerne har kunnet anvende HeLa-cellelinjen, som gennem årtierne har været dyrket – samlet set – i mange tons af HeLa-cellen.
I laboratoriet har de således blandt mange ting været anvendt til at studere, hvordan celler gror i al almindelighed, men i særdeleshed hvordan man kan få dem til at holde op med det, for eksempel ved at komme kemoterapimidler ned til dem.
Man kan sige, at Henrietta Lacks' død har ført til, at andre kræftpatienter har kunnet reddes takket være viden om hendes cellers opførsel i kulturflasker.
Siden HeLa-cellen blev så at sige opfundet, er det lykkedes forskerne at udvikle celllelinjer fra de fleste kræfttyper, hvoraf leukæmier har vist sig at være de letteste at udhente. Dette skyldes sikkert, at de jo allerede findes som enkeltceller og ikke som dem fra de såkaldte solide kræftformer, hvor de gror som en egentlig svulst – i Henriettas tilfælde altså i æggestokkene.
Det var den gode nyhed.
Cellelinjer på flugt
Den negative side af cellelinjer har jeg personligt oplevet på nærmeste hold, da jeg for over 30 år siden arbejdede med leukæmicellelinjer i et forsøg på at finde ud af, hvor indbyrdes ensartede de var.
Disse cellelinjer kan som sagt gro i kulturer, men de kan også fryses ned ved minus 180 grader og så tøs op, når man atter har brug for at arbejde med dem. Da jeg således skulle optø en cellelinje og dyrke den frem til det antal celler, jeg skulle bruge (det kan sagtens tage et par uger), kunne jeg ikke få dens vækstmønster til at passe med, hvad jeg havde læst.
Da jeg så nærmere på cellerne med en række metoder til at karakterisere dem på – for eksempel deres kromosomforandringer – viste det sig, at ampullen, som havde ligget i fryseren i nogle år, nok oprindeligt var den rigtige, men den var forurenet med en anden cellelinje, som groede hurtigere end den tiltænkte.
Her skal jeg måske lige forklare, at vi i laboratoriet typisk arbejder med flere cellelinjer samtidig, da vi på den måde kan sammenligne dem. For eksempel deres følsomhed for kemoterapi.
Den, som havde arbejdet med linjen før mig på Harvard Universitet, havde sikkert haft den hurtige cellelinje fremme, og da hun skulle give dem begge nyt medium, var hun givetvis kommet til at tabe en lille dråbe af den hurtige ned i den langsomme. Det var en lærerig oplevelse!
Mange svipsere i tidens løb
Nu kommer den dårlige nyhed: Hollandske forskere har anslået, at der med tiden er offentliggjort flere end 32.000 videnskabelige arbejder, hvor forfatterne ikke har opdaget, at de har arbejdet med forkerte celler og altså er gået hele vejen med dem.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Det siger sig selv, at konklusioner om følsomhed for én cellelinje ikke automatisk kan overføres til en anden, og der er ingen tvivl om, at dette har ført til forkerte konklusioner, som andre forskere ikke desto mindre har handlet ud fra. Eftersom problemet ikke er blevet mindre og forekommer over alt i verden, er her noget, som i vores sundhedssystem ville blive kaldt en »alvorlig utilsigtet hændelse«.
Det skal for retfærdighedens skyld tilføjes, at disse fejltagelser samlet set kun udgør under én procent af alle arbejder med cellelinjer, og at konklusionerne fra langt de fleste cellelinjearbejder derfor holder vand.
Siden mit eget 'uheld' har jeg i min forskergruppe altid lært unge forskere om forurening ved bevidst at tilblande en dråbe af en hurtig celle til en stor flaske med langsomme og så bede forskeren om at følge, hvordan den hurtige overvokser den langsomme (flasken mærkes 'forurenet' for at sikre, at der ikke arbejdes videre med den).
Internationalt set arbejdes der nu på at kvalitetskontrollere cellelinjer, som har været anvendt i manuskripter, og man må håbe, at dette problem de kommende år mindskes.
Én ting er dog sikkert. Henrietta Lacks lever stadig i HeLa-cellerne, og de har været til stor gavn for kræftforskningen.
