En del patienter har livlige og detaljerede seksuelle hallucinationer under narkose eller bedøvelse med beroligende-hypnotiske stoffer som propofol, midazolam, diazepam og dinitrogenoxid.
De kommer med vovede og seksuelle kommentarer eller forsøger at gribe ud efter eller kysse lægen. Måske rører de ved sig selv på en seksuel måde.
Andre vågner op fejlagtigt overbevist om, at de blev udsat for et seksuelt overgreb. Hvad er det, der sker?
Læger har længe vidst, at beroligende-hypnotiske lægemidler, som sænker hjerneaktiviteten for at fremkalde ro eller søvn, kan påvirke en patients opfattelse af virkeligheden.
Svært ved at skelne fantasi fra virkelighed
En gennemgang fra 1984 af stofferne midazolam, ketamin og thiopental viser, at 18 procent af de patienter, der fik bedøvelse hos tandlægen eller i forbindelse med et medicinsk indgreb, havde svært ved at skelne virkelighed fra fantasi under og kort efter, lægemidlet blev administreret.
Tilsvarende viser et studie fra 1980, at omkring 14 procent af patienterne rapporterer om seksuelle drømme eller seksuel ophidselse i løbet af bedøvelse.
Det er ingen overraskelse, at disse to egenskaber ved anæstesi tilsammen til tider kan manifestere sig i seksuelle hallucinationer.
Der har været sjældne tilfælde, hvor læger har misbrugt en patients bevidstløse tilstand til at begå seksuelle overgreb.
For eksempel blev en universitetsstuderende udsat for overgreb i 1991 af sundhedsfagligt personale under narkose.
Selvom anklagen oprindeligt blev afvist med den begrundelse, at patienten kunne have haft en narkotika-induceret seksuel hallucination, førte genetisk evidens senere til domfældelse.
Bedre forståelse
Man kan ikke gå ud fra, at alle tilfælde af anmeldte seksuelle overgreb under anæstesi skyldes seksuelle hallucinationer.
Vi er farmakologiske forskere, der for nylig gennemgik den medicinske litteratur om seksuelle overgreb eller seksuelle fantasier under anæstesi fra det tidligste dokumenterede tilfælde til februar 2023, hvor vi fandt 87 rapporterede tilfælde fra 17 publicerede artikler.
Bedre forståelse af, hvad der udløser ubehagelige eller seksuelle drømme under anæstesi, kan hjælpe forskerne med at afdække, hvordan man kan reducere risikoen for hallucinationer for at sikre både patienter og behandlere.
\ Læs også
Rapporteringer om seksuelle hallucinationer
16 af de individuelle tilfælde, vi fandt i vores gennemgang, involverede patienter, der rapporterede om seksuel adfærd eller opfattede seksuelle overgreb.
I disse tilfælde var observatører som sundhedspersonale eller familiemedlemmer også til stede i løbet af indgrebet, hvilket reducerede sandsynligheden for, at den seksuelle adfærd faktisk fandt sted i modsætning til at være hallucinationer.
Vi fandt også et påfaldende sammentræf mellem indgrebets anatomiske placering, og hvor patienten opfattede uhensigtsmæssig seksuel kontakt.
Indgreb, der involverede munden, blev opfattet som oralsex, klemning af en bold for at øge en venes tilgængelighed, blev opfattet som at klemme om penis, indgreb ved brystkassen som berøring af brysterne og lyskeindgreb som vaginal penetrering.
Det kan forklare, hvorfor en evaluering af 200 patienter ikke fandt tilfælde af seksuel hallucination for patienter, der gennemgår galdeblære- eller blindtarmsprocedurer, der involverer maven, men omkring 12 procent af patienterne, der gennemgik vaginale indgreb, bemærkede amorøs eller seksuelt uhæmmet adfærd.
Traumer for både patienter og behandlere
Disse anæstesieffekter kan have stor, reel effekt på patienter og behandlere, som varer længe efter operationen.
Den emotionelle opstandelse, en patient gennemgår, er sandsynligvis den samme, uanset om patienten rent faktisk oplever seksuelle overgreb under bedøvelse eller har livlige hallucinationer som følge af hændelsen.
Det kan også ramme praktiserende læger: En del sundhedsfagligt personale, der er anklaget for reelle eller opfattede seksuelle overgreb, er blevet indbragt for tilsynsmyndighederne eller domstolene og har mistet deres tilladelse til at praktisere.
Det er muligt, at patienterne ville være mindre tilbøjelige til at tro, at deres seksuelle hallucinationer var virkelige, hvis de vidste, at en hallucinationer om seksuelle overgreb er en sjælden, men mulig negativ effekt af anæstesi, før de modtager den, samt var bevidste om de skridt, lægerne tager for at reducere denne risiko,
Det vil dog ikke mindske traumet ved hallucinationen.
Frivillig forsøgsdeltager fik traumer
I et tilfælde meldte en anæstesiologistuderende sig frivilligt til et studie, hvor hun oplevede seksuelle hallucinationer efter at have taget beroligende hypnotika.
Selvom hun vidste, at hendes livlige minder om det seksuelle overgreb ikke var ægte, førte det traume, hun følte over dem, sig til, at hun trak sig fra studiet.
I vores gennemgang af forskningslitteraturen fandt vi 71 særkilte tilfælde, hvor lægen var alene med patienten på tidspunktet for det påståede seksuelle overgreb eller seksuel adfærd.
Af hensyn til både patienters og lægers sikkerhed og trivsel kan vidner i rummet eller optageudstyr i løbet af tand- eller medicinske indgreb hjælpe med at forhindre risikoen for seksuelle overgreb og forsikre patienter om, at de hallucinationer, de kan opleve, ikke er virkelige.

Skal gå længere for at beskytte patienterne
Sundhedsvæsenet skal dog gå længere for at beskytte patienterne.
Patienter, der kæmper med traumet om hallucinerede seksuelle overgreb, selvom der er beviser for, at det ikke fandt sted i virkeligheden, bør henvises til rådgivning og støttes ligesom en person, der blev fysisk skadet under en medicinsk eller tandlægeindgreb.
Hvad der gør nogle personer mere tilbøjelige til at huske deres drømme, mens de er under anæstesi, er ikke klart.
Et studie fra 2009 af 97 patienter, der fik propofol, rapporterede, at personer, der ofte husker deres drømme efter bedøvelse:
- Modtog højere doser af bedøvelsen
- Var yngre end 50 år
- Tog længere tid at komme sig efter bedøvelsen
Et studie fra 2013 af 200 patienter, der fik propofol, viser, at mænd var mere tilbøjelige til at huske drømme efter anæstesi, men kvinder var mere tilbøjelige til at huske ubehagelige drømme.
Fordi drømme og hallucinationer er relaterede oplevelser, tror personer, der oplever hallucinationer, at de kan være virkelige.
\ Læs også
Stadig mange ubekendte
Selvom vi gennemgik alle publicerede tilfælde af seksuelle hallucinationer i den medicinske litteratur, er den faktiske forekomst af anæstesi-inducerede seksuelle hallucinationer stadig ukendt.
I betragtning af de år, der er gået siden de første rapporterede tilfælde, skal der forskes mere.
Data fra en meget stor kohorte af patienter vil være påkrævet for at forstå prævalensen af seksuelle hallucinationer under anæstesi.
Lægemiddelvirksomhederne er dog tilbageholdende med at bruge penge på forskning, der kan vise, at deres lægemidler forårsager uønskede bivirkninger.
Millionvis af amerikanere bruger receptpligtige lægemidler
Selvom vi begrænsede vores gennemgang til rapporter om seksuelle hallucinationer under anæstesi, bruger millionvis af amerikanere andre receptpligtige beroligende-hypnotiske lægemidler.
- Benzodiazepiner som alprazolam (Xanax) og temazepam (Restoril) bruges til at behandle angst og fremkalde søvn.
- Sovemedicin som zolpidem (Ambien) og eszopiclon (Lunesta) samt suvorexant (Belsomra) og natriumoxybat (Xyrem) bruges også til at fremkalde søvn.
- Opioider som morfin og oxycodon og gabapentinoider som gabapentin (Neurontin) og pregabalin (Lyrica) bruges til at behandle smerter.
- Muskelafslappende lægemidler som carisoprodol (Soma) og cyclobenzaprin (Flexeril) bruges til muskelspasmer.
Alle disse lægemidler har haft rapporterede tilfælde af patienter, der har oplevet hallucinationer, mens de tog dem.
I en gennemgang af USA's føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed FDA Adverse Events Reporting System, som offentlige sundhedsmyndigheder og forskere bruger til at overvåge lægemiddelsikkerheden, blev der rapporteret 30.728 tilfælde af 'anormale drømme' fra 1974 til 2022.
Ikke er det rigtige valg for patienten eller for høj dosis
De fleste tilfælde involverede beroligende-hypnotiske lægemidler til behandling af søvnløshed, angst, smerte og muskelspasmer. Rapporterne specificerer ikke arten af disse drømme, eller hvordan de påvirkede patientens egen opfattede trivsel.
Det er vigtigt for patienterne at være opmærksomme på, at der er risiko for anormale drømme, når de starter med beroligende-hypnotisk medicin, samt at informere deres læge eller behandler, hvis de oplever hallucinationer.
Symptomerne kan indikere, at lægemidlet ikke er det rigtige valg for patienten, eller at dosis er for høj.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
- Melody Whites profil (University of Connecticut)
- C. Michael Whites profil (University of Connecticut)
- The Impact of Sedative Hypnotic Drugs on Hallucinated Sexual Assault or Sexual Fantasies Involving Health Professionals: A Systematic Review, https://doi.org/10.1002/jcph.2233






























