Mennesket har altid brugt fysiske dele af kroppen som måleenheder. For eksempel er enheden ‘en alen’ baseret på underarmen, og ‘en favn’ baseret på afstanden fra hånd til hånd mellem udstrakte arme.
Et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Science, har undersøgt mennesket brug af kropslige måleenheder på tværs af kulturer.
Forskerne, der er fra University of Helsinki i Finland, fandt ud af, at alle kulturer gør brug af dem - og også i dag til nogle aktiviteter - men at moderne, standardiserede målesystemer er i gang med at udskifte fænomenet.
For at undersøge brugen af kropslige måleenheder historisk og kulturelt fandt forskerne data fra en database, der hedder ‘Human Relations Area Files’.
Den blev etableret i 1950’erne, så forskere kunne samle etnografisk og antropologisk data ét enkelt sted.
Det gjorde dem i stand til at finde relevant information om 186 forskellige kulturer - både nulevende og uddøde.
Ud fra deres data kunne forskerne konkludere, at kropslige måleenheder blev og er blevet brugt på tværs af alle kulturer, og at det i dag især bliver brugt, når det handler om at bygge noget, der skal bruges af en specifik person.
Flere kulturer bruger det for eksempel, når der skal syes tøj til en person, og andre til at bygge ski eller kajakker.
Her overgår kropslige måleenheder endda nogle gange de standardiserede måleenheder, fandt forskerne ud af.
\ Kroppen som målebånd
Der findes mange forskellige kropslige måleenheder. Her er nogle eksempler:
- ‘En alen’, som er baseret på underarmen
- ‘En favn’, som er baseret på afstanden mellem udstrakte hænder
- ‘En tomme’, som er baseret på bredden af en tommelfinger
- ‘En fod’, som er baseret på, ja, en fod
- ‘En håndsbred’, som er baseret på bredden af en hånd
Kilde: Danmarkshistorien.dk.
jso






























