Den virtuelle savanne er en computerskabt udgave af den afrikanske natur, hvor zoo-gæsterne kan pege og klikke på dyr og planter.
Som led i en test er brugerne blevet bedt om at besvare en række spørgsmål.
Eksempelvis om hvilke af savannens sultne planteædere, der trods de lange torne, kan slippe godt fra at spise akacietræets blade.
»Spørgsmålene er svære, så folk er nødt til at udforske den virtuelle savanne for at finde svarene. Ellers kan vi ikke dokumentere, om systemet virker. Brugerne skal se sig om for at opleve og opfange, at det er elefanter og giraffer, der spiser af akacietræet,« forklarer én af de studerende Kasper Rodil.
Ifølge studiekammeraten Søren Eskildsen er der gode grunde til at snige viden ind på en rumlig og visuel måde - i stedet for bare at skrive det som faktuel tekst:
\ Fakta
»Det er en form for underbevidst læring, hvor du observerer dig frem til svarene ved at følge med i det, der foregår på skærmen. I et spilagtigt miljø kan du lave nogle handlinger, hvor løverne for eksempel nedlægger et dyr. Når du så skal svare på, hvad løven spiser, véd du det, fordi du lige har set, at den har nedlagt en zebra,« siger Søren Eskildsen.
Konkurrence fra virkeligheden
Under forsøgene i Aalborg Zoo har prototypen været opstillet ved siden af parkens egen savanne med rigtige levende dyr.
Trods den skarpe konkurrence fra virkeligheden har der været stor interesse for at afprøve den teknologiske variant med iøjne-faldende 3D-grafik.
Egentlig havde de studerende stillet Aalborg Zoo en mere skrabet udgave i udsigt, men der gik ambitioner i at gøre det hele så flot og godt som muligt.
»Man kunne godt lave en prototype, hvor der var gjort mindre ud af grafikken og oplevelsen, men det handler også om personlig stolthed.«
»Vi kan ikke argumentere for, at man kan formidle viden på den her måde, hvis man ikke kan se, hvad det er for dyr, der bevæger sig rundt på skærmen. Når vi vil formidle viden via den visuelle kanal, skal dét brugerne ser på, også være i orden,« siger Kasper Rodil.
Brugervenlig lavteknologi
De medialogi-studerendes forberedende analyser viste, at teknikken alt for ofte er blevet gjort til det forfejlede omdrejningspunkt i udviklingen af infosystemer. Derfor har de konstant mindet hinanden om, at den virtuelle savanne skal kunne bruges af ikke-nørder og seniorer, selv om den er spækket med teknologi og virkemidler fra computerspillenes verden.
»Der findes en del eksempler på, at man har indført meget dyre infostandere med en masse teknologi for teknologiens egen skyld, og så ender de med ikke at blive brugt.«
»Vores system fokuserer først og fremmest på indholdet og brugernes behov. Og i forhold til nogle af de ting, vi ellers arbejder med, er det her faktisk en ret lavteknologisk løsning,« siger Kasper Rodil.
Skilte bliver ikke læst
I Aalborg Zoo er formidler Susanne Solskov fra Skoletjenesten begejstret for perspektiverne i de studerendes savanne.
Indholdet er baseret på faktuelle oplysninger fra hende selv og kollegerne, men det er generelt vanskeligt at få afleveret den form for ekstra information til gæsterne.
»Derfor er det et utroligt godt supplement til dyrenes egen formidling og kontakten mellem gæsterne og personalet. Den virtuelle savanne aktiverer mange flere sanser, end vi eksempelvis er i stand til med traditionelle skilte, og det er netop en af vores store udfordringer at lave skilte, som folk gider læse.«
»Vi prøver hele tiden at udvikle dem i en mere spiselig retning, men selv om vi bruger flere billeder og mindre tekst, er det blot statisk information. Hvis den viden, vi vil præsentere for gæsterne, i stedet bliver koblet med noget teknologi, som de studerende har gjort, når vi ud til flere. Især når det som her er gjort på en måde, der er let at gå til og nem at navigere i,« siger Susanne Solskov.
Ville du bruge det?
De rosende ord om brugervenligheden går igen hos en af de menige testbrugere, som takkede ja til tilbuddet om at afprøve den virtuelle savanne.
»Det er et vildt godt design og en sjov oplevelse, og det virker i det hele taget meget troværdigt,« fortæller Peter Schmidt fra Kærby i Aalborg.
Han har trykket sig rundt på savannen og udfyldt de studerendes spørgeskema - inklusiv et afsluttende afsnit om, hvorvidt systemet er til at finde ud af, og om han ville benytte det, hvis det stod til fri afbenyttelse i Aalborg Zoo.
Brugere som Peter Schmidt kommer på den måde med værdifuldt input til mulige forbedringer. Både direkte, i form af kommentarer og mere indirekte ved at deres interaktion med systemet bliver videofilmet og analyseret.
»De har for eksempel efterspurgt et minikort over hele den virtuelle savanne, så det er lettere at få et overblik over det miljø, man færdes i. På samme måde som det kendes fra nogle spil,« fortæller den flittigt noterende medialogi-studerende Surenthan Sakthivel.
Vanskelig virkelighed
Trods grundige forberedelser og talrige timers udviklingsarbejde på prototypen har forsøgene i Aalborg Zoo på nogle områder overrasket de studerende.
Pilfingre og vildbasser har været en udfordring.
Samtidig har det almindelige postyr i Zoo afsløret behov for justeringer af systemet, hvis det skal udvikles til en permanent løsning.
»Vi har placeret os et sted, hvor støjniveauet det meste af tiden er meget højt. Det har gjort det svært at høre lyden på nogle af de videoer, vi regnede med at bruge. Det er sådan noget, man først finder ud af, når man står midt i det,« konstaterer Søren Eskildsen.
En anden udfordring har været legende børn, som kravlede rundt inde mellem ledningerne og var ved at vælte det hele, mens forældrene var travlt beskæftigede med at svare på spørgsmål.
»Men det er netop derfor, at det er fedt at teste systemet i de rette omgivelser, og vi inddrager gerne brugerne tidligt i processen for at få deres besyv med. På baggrund af evalueringen i Zoo er vi selvfølgelig også parate til at skræddersy konceptet, da hele formålet er at skabe et intuitivt og brugervenligt system,« fortæller Kasper Rodil.
Udviklingsmuligheder
Zoo's Susanne Solskov bekræfter de studerendes konklusion om, at der er brug for endog meget solidt kram, hvis det skal overleve de daglige strabadser med mange brugeres unænsomme betjening.
Men hvis alt det praktiske kan løses, er hun meget indstillet på at drøfte systemets fremtidsmuligheder, når de studerende har afsluttet deres projekt og eksamen.
I lighed med brugerne og de studerende selv har hun en masse bud på, hvordan det i givet fald kan videreudvikles.
»Jeg er sikker på, at vidensformidlingen i sådan et system vil være rigtig god, uanset om vi bruger det blandt de almindelige gæster eller blandt de skoleelever, som besøger vores skoletjeneste. Jeg kan også se en masse udviklingsmuligheder, hvor der kan lægges flere lag af viden på.«
»En ting, vi kunne have stor glæde af, er, hvis det kunne udvides til både at handle om, hvordan dyrene lever i naturen, og om hvordan vi håndterer dem i fangenskab i det daglige. Det er der meget stor interesse for fra vores gæster,« fortæller Susanne Solskov.
Lavet i samarbejde med Aalborg Universitet
