Robotter er på vej ind i vores verden. Blandt andet i sundhedssektoren vil robotterne kunne være en god hjælp til visse opgaver, som for eksempel at rense sår eller andre hygiejneopgaver.
Men hvordan overfører man opgaver, som tidligere foregik mellem to levende væsener, til teknologiens verden? Kan vi overhovedet lide, at robotter rører ved os?
Ja, viser ny forskning fra Georgia Institute of Technology (GT). Men kun hvis opgaven er "mekanisk" og "upersonlig". Hvis robotten skal trøste os, ser det imidlertid anderledes ud.
Forsøgspersonerne i studiet syntes nemlig, at det var ubehageligt at blive rørt af robotten, hvis robottens hensigt var at trøste patienten, også selv om det var nøjagtig samme berøring som ved de mekaniske opgaver.
Robotter skal kommunikere deres intentioner
Den nye forskning blev præsenteret på The Human-Robot Interaction Conference i Lausanne i Schweiz tidligere på måneden. De 56 forsøgspersoner blev berørt af sygeplejer-robotten Cody flere gange på præcis den samme måde.
Det eneste, der forandrede sig, var, at forsøgspersonerne fik forskellige ting at vide om, hvad robottens opgave var.
Denne situationsbestemte variation skal tages med i undersøgelserne, når vi skal vurdere, hvor hensigtsmæssig brugen af robotter er, vurderer forskerne.
»Hvis robotter skal fungere i sundhedssystemet, er vi nødt til at tænke på, hvordan vi får dem til at kommunikere intentioner,« siger Charles Kemp, der forsker ved GT og er en af forfatterne bag studiet, i en pressemeddelelse.
Hvis robotter skal fungere i sundhedssystemet, er vi nødt til at tænke på, hvordan vi får dem til at kommunikere intentioner
Charles Kemp, Georgia Tech
»Jeg tror ikke, at vi hidtil har haft nok fokus på lige præcis dette område. Folk har stort set kun set på, hvordan vi kan gøre robotterne sikre og effektive. Men det vil ikke være tilstrækkeligt, hvis folk vil have disse robotter til at arbejde ude i den virkelige verden,« siger Charles Kemp.
Det ukendte kan have spillet ind
Vores modvilje mod trøst fra robotterne skyldes dog ikke nødvendigvis deres manglende kød og blod.
Forsøg med ægte sygeplejere indikerer nemlig de samme resultater; vi kan bedre lide, hvis de rører ved os som en del af den almindelige pleje, end hvis de forsøger at være sjælesørgere.
Annica Kristoffersson, der er ph.d.-studerende ved Örebro Universitet, arbejder selv med interaktionerne mellem mennesker og teknologi. Hun var også til stede ved konferencen i Lausanne.
Hun tror ikke, at dette studie kan bruges som et endegyldigt bevis for vores accept – eller mangel på samme – af robot-hjælp.
»Jeg synes, det er svært at se behovet for lige netop denne robot, som jeg personligt synes var lidt skummel,« siger hun.
»Jeg tror desuden, at det påvirkede resultaterne, at forsøgene med Cody blev udført i et laboratorium, og at forsøgspersonerne mødte robotten for første gang lige før, de skulle testes. Det, at robotten og situationen var ukendt og uvant, kan godt have ført til større modvilje end robotten i sig selv,« siger Annica Kristoffersson.
Skal have forbedret metoderne
Kristoffersson fortæller også om et andet studie, som viste et mere positivt billede af samspillet mellem robotter og mennesker.
»Et japansk studie, som blev præsenteret på konferencen, brugte en sød robot, Robovie-MR2, som motivator. I de forsøg kunne forskerne få deltagerne til at udføre flere kedelige opgaver og udføre dem i længere tid, når robotten rørte ved dem. Så den øgede altså motivationen,« siger hun.
Ifølge Annica Kristoffersson må man ændre metoderne, hvis vi rent faktisk skal have besvaret spørgsmålene om mennesker og robotters interaktion.
»Indtil videre er størstedelen af studierne blevet lavet over kort tid, ofte i laboratoriet, og måske også uden at involvere dem, som skal være de fremtidige brugere af den tjeneste, robotten tilbyder. Jeg tror, at et sådant produkt skal evalueres af brugeren og af det miljø, hvor robotten skal bruges, for at kunne sige noget om den menneskelige accept af robotter,« slutter hun.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
