Teknologi til at fjerne CO2 splitter klimaforskere

For en del forskere er dét at fjerne CO₂ fra atmosfæren det uundgåelige næste skridt for at afværge den eksistentielle trussel forbundet med klimakaos. For andre kan teknologien overhovedet ikke komme på tale.

Teknologier til fjernelse af CO₂, der på dansk kaldes negativ udledning (på engelsk: Carbon dioxide removal, forkortet CDR), lagrer kuldioxid suget ud af atmosfæren i enten biologiske produkter, via mineralisering eller i undergrunden.

Det er ét af de hotteste områder inden for klimaforskningen - men også ét af de mest kontroversielle.

Sidste del af FN's klimapanel IPCC's omfattende gennemgang af klimaforskningen har fyret op under debatten om, hvorvidt og hvordan man udvikler CDR.

Rapporten konkluderede, at metoder, der kan opfange og lagre CO₂ kan spille en rolle i forsøget på at holde de globale temperaturer nede – også selvom de er forbundet med store omkostninger.

Uprøvet teknologi

Men forskere og politikere er bestemt ikke enige.

Nogle siger, at teknologien skal være en umiddelbar prioritet for forskningen.

Andre opfordrer til forsigtighed og advarer mod at sætte vores lid til uprøvet teknologi, før vi overhovedet har implementeret de pålidelige lav-emissionsteknologier, som vi allerede har til rådighed - eksempelvis vedvarende energi.

John Kerry, USA's særlige klimaudsending, udtalte sig til The Guardian om sine bekymringer:

»Nogle forskere mener, at det er muligt, at der vil ske en overskridelse (af de globale temperaturer ud over 1,5°C over det førindustrielle niveau, som regeringerne sigter efter, red.) men at man så at sige kan vende det. Vi har teknologier og andre ting, der gør os i stand til at afbøde,« siger John Kerry og fortsætter:

»Faren ved det - hvilket for mig både er det mest foruroligende og motiverende - er, at vi ifølge forskningen og de bedste forskere i verden er ved at overskride - eller allerede har overskredet - flere tipping points, som de har advaret os om i et godt stykke tid.«

»Det er faren - at det ikke kan gøres om,« konstaterer John Kerry.

»Vi er allerede 1,35°C over det førindustrielle niveau«

Den britiske regerings tidligere videnskabelige chefrådgiver, Sir David King, er dybt uenig. Han mener, at der vil være behov for CDR af mange slags sammen med indsatser, der skal 'reparere' klimaet, som eksempelvis ved at genfryse iskapperne, fordi kloden er næsten sikker på at overskride den globale målsætning på 1,5°C over det førindustrielle niveau.

»Vi er allerede 1,35°C over det førindustrielle niveau i dag,« siger Sir David King. »Vi oplever allerede en massiv opvarmning i Arktis, hvor det er mere end 3°C over det førindustrielle gennemsnit.«

Et mylder af nye teknologi-startups vidner om det forretningsmæssige potentiale, som mange virksomheder og investorer ser i CDR. De nye virksomheder udforsker alt fra 'skrubbere', der kemisk fjerner CO₂ fra luften, til 'biochar' (eller biokul), som laver gødning ud af afbrænding af træaffald uden ilt, og CO₂-fangst og -lagring (CCS), som gør CO₂ flydende og pumper det ned i undergrunden. I den branche er der mange, der tolker IPCC-rapporten som grønt lys til at investere.

Muligheden for at handle passerer hurtigt

En af disse virksomheder er Andes, der har planer om at bruge mikroorganismer til at binde CO₂ i jorden.

»Større CO₂-fjernelse for at være på linje med IPCC kræver en massiv opskalering i løbet af det kommende årti. Startups imødekommer denne klimaudfordring ved at udvikle en række tilgange, der kan have en stor effekt,« siger Tania Timmermann, der er teknologichef i virksomheden.

Ben Rubin, den administrerende direktør for Carbon Business Council, som repræsenterer adskillige CDR-specialister, siger:

»IPCC-rapporten gør det klart, at vi skal reagere hurtigt, hvis vi vil have muligheden for at gøre noget, hvilket understreger det presserende behov for at reducere drivhusgas-emissionen. At reducere udledningen er afgørende, men det er ikke nok: Rapporten bekræfter, at vi skal fjerne mange gigaton CO₂, hvis vi vil hjælpe med at tilbageføre klimaforandringerne,« siger han og tilføjer:

»Innovatører arbejder aktivt på at tage kampen op med denne klimaudfordring ved at finde omkostningseffektive og ansvarlige måder at implementere CO₂-fjernelse på.«

Intens debat

Men faktisk kæmpede forskere og magthavere til sidste sekund om hovedafsnittet i IPCC-rapporten, som antændte kontroversen.

Omtalen af CDR i det endelige 36-siders resumé for politiske beslutningstagere – som koger nøglebudskaberne ned og er kompileret af forskere sammen med regeringsrepræsentanter fra alle FN-medlemmerne, der ønsker at deltage, blev først indsat efter adskillige timers intens debat.

Saudi-Arabien og andre olieproducerende lande insisterede mest på, at CDR og CCS skulle inkluderes og fremhæves. Til sidst var der ni referencer til CDR tilbage i resuméet, og hertil adskillige til CCS.

»Saudi-Arabien sendte 10 meget erfarne forhandlere,« lød det fra en deltager. »De forsøgte at fjerne referencer til vedvarende energi og forsøgte at insistere på, at referencer til negative udledninger skulle indsættes i stedet for, eller i det mindste på samme linje som vedvarende energi.«

Utilfredshed blandt forskere, forkæmpere og grønne eksperter

Men mange forskere, forkæmpere og grønne eksperter er utilfredse med referencerne.

De frygter, at det kan skabe en falsk følelse af sikkerhed, hvis man giver indtryk af, at det er realistisk snart at kunne fjerne CO₂.

De fleste CDR-teknologier er uafprøvede og vil sandsynligvis være begrænsede i omfang, de kan tage flere år at udvikle, og så vil de koste rigtig mange penge.

Lili Fuhr, direktøren for klima- og energiprogrammet ved Center for International Environmental Law, siger:

»Vi er nødt til at udfordre idéen om, at vi ikke skal gøre så meget nu, fordi vi kan gøre mere senere med techno-fixes. Det er en farlig idé.«

Friederike Otto, hovedforfatter ved IPC og seniorlektor ved Grantham Institute ved Imperial College London, siger:

»Min fornemmelse af CDR er, at vi skal lade som om, det ikke er en mulighed. Vi bør handle, som om CDR aldrig bliver en mulighed. Vi har ikke en teknologi i øjeblikket, der fungerer i stor skala ... så vi bør udforme vores politikker der ikke medregner brugen af CDR.«

Undskyldning for at forhale og forsinke

Friederike Otto siger, at CDR kan være en farlig distraktion, og sætter spørgsmålstegn ved, om det var en god idé at bruge penge på teknologier, der tilbyder meget usikre potentielle fordele i fremtiden, når de solide, realistiske metoder, der kan reducere udledningen nu, ikke er blevet implementeret hurtigt nok.

»CDR er allerede blevet brugt som en undskyldning for at forhale og forsinke,« siger forskeren og fortsætter:

»Det er meget vigtigt at fremhæve, at vi stadig kan holde os til 1,5°C. Vi har viden og værktøjer til at gøre det. Men hvad vi ikke har, er en følelse af uopsættelighed og politisk vilje.«

David King erkender, at en del forskere har forbehold omkring CDR, men han mener, at teknologien er nødvendig som følge af manglende handling indtil nu:

»[De, der protesterer] har nøjagtig den samme holdning, som jeg havde i 2015, da jeg stod i spidsen for Storbritannien ved globale forhandlinger. Men der er ikke tid til at rode rundt med et nu,« siger han.

David King, der arbejder sammen med Cambridge University’s Department of Engineering for at forsøge at finde måder at genfryse Arktis på, påpeger, at IPCC-rapporten kun fandt en snæver mulighed for at begrænse opvarmningen til 1,5°C, der er afhængig af en massiv reduktion af drivhusgasser i de næste par år, hvilket næppe kommer til at ske.

»IPCC går ikke nær langt nok med CDR,« siger han.

»Jeg tror, at det er ganske sandsynligt, at vi når 1,5°C inden årtiet er omme. Det er at lyve for sig selv, når IPCC siger, at vi kan nøjes med [at holde os under det niveau] ved at reducere udledningen. Det CO₂, vi har udledt, skal fjernes. Det vil koste en formue, men vi må erkende, at alternativet er, at vores civilisation går tabt.«

Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Guardian og bliver genpubliceret her som en del af Covering Climate Now, der er et internationalt journalistisk samarbejde, som styrker dækningen af klimaet. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.