Kunne du tænke dig et arbejde i et krigshærget uland, hvor du skal traske rundt i et minefelt dagen lang, vel vidende at et enkelt forkert skridt kan koste dig liv og lemmer?
Ikke just drømmejobbet, vel? Ikke desto mindre er det hverdagen for de tapre sjæle, der går rundt i tidligere krigszoner med en metaldetektor i hånden for at finde nedgravede landminer.
Om få år kan den omstændige og farefulde tjans dog blive overtaget af robotter, mener en gruppe studerende på Syddansk Universitet.
De har brugt deres sommerferie på at bygge første udgave af en robot, der skal kunne køre rundt og kortlægge minernes placering helt af sig selv.
»Det er spændende, fordi den kan bruges til at hjælpe nogen, der står i nød. Hvis man kan få sådan et system til at virke, vil det blive utrolig meget lettere for dem, der går rundt dernede og rydder miner, og for dem, der ikke kan dyrke mad, fordi der ligger miner på deres marker,« siger Nis Sarup.
Vil fjerne miner frem for ukrudt
Han læser robotteknologi og har lavet det første udkast til minerydder-robotten sammen med Mette Bjerg, Marianne Andersen og Tina Honoré Nielsen, som alle ligeledes studerer på SDU.
\ Fakta
Det tager meget lang tid at rydde et minefelt, og derfor udgør landminer en trussel i mange år efter, at krigen er slut. Landminerne har en betydelig negativ effekt på den lokale økonomi i mange ulande, fordi minerne gør det sværere at nå frem til vand, skoler osv., og fordi minefelterne ikke kan inddrages i landbruget. Det menes, at der stadig ligger miner og lurer under jorden i 66 stater og syv ikke-anerkendte områder. Ifølge The Landmine Monitor, blev 3.956 personer - heraf var 32 procent børn - ofre for landminer og andre eksplosive efterladenskaber i år 2009.
Egentlig havde de tilmeldt sig et sommerkursus i at lave robotter, der kan køre og passe planter i marken, men de fire studerende foretrak at bruge teknologien til at fjerne miner frem for ukrudt.
Ved første øjekast ser deres opfindelse dog ikke særlig højteknologisk ud. Den ligner en simpel firkantet fire kvadratmeter stor træramme på plastikhjul, der kan kobles til bæltekøretøjet Armadillo, som er en terrængående robot udviklet i et samarbejde mellem Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.
Træramme fyldt med sensorer
Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at trærammen indeholder elektronik og sensorer, der kan opdage, hvis der ligger en mine under rammen.
»Robotten samler informationer om sin position via en GPS og et kompas, så vi kan regne ud, hvor minedetektoren er henne. Samtidig har vi et input fra selve minedetektoren, som afgiver en værdi, der gør, at vi kan sige, at ’her er der en mine, og her er der ikke en mine’,« forklarer Nis Sarup og fortsætter:
»Derefter gemmer vi positionen og målingen fra minedetektoren, og så kan vi til sidst få et Google Earth-kort over robottens rute og se, hvor minerne ligger.«
Rammen er bygget af træ, fordi den skal være nem at reparere i lokalområdet, og fordi den ikke må indeholde metal, der kan få minedetektoren til at afgive falsk alarm. Alternativt kunne man bygge den af bambus, nævner Nis Sarup.
De fire studerende har kun brugt en måned på at bygge robotten, og den er endnu ikke funktionsdygtig, men selve princippet burde virke, mener de. Det er deres tanke, at den skal kunne køre rundt af sig selv eller eventuelt blive fjernstyret, og når minerne i et område er blevet kortlagt, kan folk blive sendt ud for at fjerne dem.
Robotten kan blive mere pålidelig
De studerende fik idéen fra deres kursusleder, ph.d.-studerende Kjeld Jensen fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi på Syddansk Universitet.
Udover sin ekspertise i robotter, der kan køre i ujævnt terræn, så har han selv arbejdet i katastrofeområder for Røde Kors, og han har derfor med egne øjne set, at der kan være mange fordele ved at få robotter til at finde landminer i stedet for mennesker.
»Udover at den kan gøre det 100 procent sikkert for folk, i og med at de er væk, så kan en robot også gøre arbejdet mere pålideligt. Der er jo ikke den menneskelige faktor inde over. Hvis robotten har været et sted, så er den ikke i tvivl, og så kan den lave et præcist kort over, hvor de enkelte miner ligger henne,« siger Kjeld Jensen.
Desuden kan en robot udstyres med flere sensorer på én gang, tilføjer han. Udover en almindelig metaldetektor kan man bl.a. også finde miner ved at sende radarbølger ned i jorden eller ved at lugte sig frem til sprængstoffet med en kunstig næse.
Robotter strander i laboratorier
Forskere har tidligere forsøgt at lave robotter, der kan bruges til at finde miner, men arbejdet foretages stadig manuelt af mennesker og ved hjælp af hunde.
»Minerydder-robotter findes i laboratorier, men der er mig bekendt ingen robotter, der bliver brugt til minerydning nogen steder,« siger Kjeld Jensen og fortæller videre:
»Jeg har lige været på konference og talt med nogle af dem, som har arbejdet med det her i mange år. De siger alle sammen, at der mangler et link imellem det akademiske miljø, hvor man udfører videnskabelige forsøg, og så den praktiske verden, hvor folk står med vesten på og er klar til at rydde minerne.«
Nøglen er praktisk anvendelighed
»Man kan ikke tage universitetsrobotter og forvente, at de kan køre i Afrika eller Sydøstasien, hvor mange af minefelterne ligger. De skal kunne holde til ufattelig meget støv og mudder, og de skal være så simple som muligt at arbejde med, fordi uddannelsesniveauet ofte er relativt lavt, og der kan være en dårlig infrastruktur i forhold til at skaffe reservedele.«
»Det tænker akademikerne måske ikke altid på, når de viser, at det kan lade sig gøre, og skriver en videnskabelig artikel om det. Men givet vores erfaring med at arbejde med landbrugsvirksomheder og tale med landmændene om at løse hans opgaver, så tror jeg, at det med at lave nogle løsninger, der virker i praksis, er en af de ting, som vores forskningsgruppe er god til,« siger Kjeld Jensen.
Han vil nu tage de studerendes erfaringer med i sit videre arbejde og forventer at have en prototype klar om et halvt til et helt år. Hvis det lykkes at lave robotten god og billig nok, kan den om 3-5 år være klar til at køre rundt i minefelterne, vurderer han.
\ Markrobotter på skoleskemaet
De fire studerende, der har arbejdet på minerydder-robotten, var en del af et sommerkursus, hvor det egentlig var meningen, at de skulle have bygget markrobotter, der kan køre rundt mellem planter og luge ukrudt.
Fire andre grupper fulgte dog planen og byggede robotter, der efter en måneds intenst arbejde med større eller mindre held kunne navigere mellem majsrækkerne på en mark ved siden af Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet.
Robotterne skulle kunne finde vej helt af sig selv. Til det brugte de fleste en såkaldt laser scanner, der kan måle afstanden til objekter, og et par grupper overvejede at gøre brug af et kamera, som kunne tage billeder og på den måde vise robotten, hvilken vej den skulle køre for at holde sig midt mellem de grønne planterækker.
Det lykkedes for nogle af grupperne at få robotterne til at navigere mellem planterne og vende af sig selv for enden af rækkerne, men ingen af dem blev i stand til at bekæmpe ukrudt. Det kan gøres ved enten at fjerne ukrudtet mekanisk, ved at brænde det eller ved at sprøjte meget præcist, og markrobotter kan derved føre til et meget lavere forbrug af sprøjtemidler i fremtiden. Samtidig er det en fordel, at robotterne er små og vejer relativt lidt, fordi de derved er mere skånsomme over for jorden end store traktorer.
Det er fjerde år, at SDU afholder sommerkurset, hvor studerende fra forskellige studieretninger får lov at prøve kræfter med robotteknologi. Forløbet blev afsluttet med en lille konkurrence, og hvis de studerende har fået blod på tanden, kan de lave bachelor- og specialeprojekter inden for området og deltage i en international konkurrence for markrobotter til næste år.
