I onsdags var Bornholm centrum for enhver tekniknørds drøm: fremvisning af det nyeste nye inden for elbiler.
Konferencen gik under navnet EDISON (Electric vehicles in a Distributed and Integrated market using Sustainable energi and Open Networks). Den var en offentlig demonstration af resultaterne fra et treårigt projekt med fem familier, som har fået hver deres elbil og personlige ladestander stillet til rådighed.
Ved hjælp af den nyeste teknologi inden for området er det lykkedes at styre opladningen af elbilerne, så de kun trækker strøm, når der ikke er belastning på elnettet. Konceptet kaldes for 'smart charging' eller 'intelligent opladning'.
Intelligent opladning er i hjemmet om 3-5 år
Eksperterne på området gætter på, at intelligent opladning også vil være rykket inden for hjemmets fire vægge om kun 3-5 år.
»Vi koger alle vand og laver mad på nøjagtig samme tidspunkt, og det kræver en enorm kapacitet fra elværket. Intelligent opladning vil kunne bruges til at flade vores forbrug mere ud, så varmepumpem for eksempel oplader om natten eller i løbet af dagen, og undgår tidspunkter for spidsbelastning,« siger Jørgen S. Christensen, afdelingschef for Forskning og Udvikling fra Dansk Energi.
Oplad en elbil på 6-8 minutter
De nyeste elbiler adskilte sig dog også fra lidt ældre modeller ved at være udstyret med et stik til 'fast charging', altså 'hurtig opladning'. Som navnet antyder, betyder det, at elbilen kan oplades meget hurtigt - helt ned til 6-8 minutter.
Tal fra DTU viser dog, at det kun er 9 ud af 10, der vil have behov for at oplade deres elbil i løbet af dagen - og det er heldigt, for fast charging har flere omkostninger økonomisk og miljømæssigt end almindelig opladning.
Planen er, at der skal opstilles ladestandere til at fast charge på mellem 50 og 100 tankstationer landet over. Ifølge en af producenterne bag fast chargerne, ABB, findes teknologien allerede, men der mangler politisk opbakning, før udviklingen tager fat.
Se de nyeste elbiler, der blev fremvist på konferencen, i videoen ovenfor.





























