Fremtidens krige vil blive kæmpet over adgangen til vand. Sådan lyder et hyppigt fremsat postulat.
Om postulatet bliver sandhed, må fremtiden vise, men sikkert er det, at vi bliver flere og flere mennesker på Jorden, og at vi alle skal bruge vand for at overleve.
Én gammelkendt metode til at søge efter vand hedder MRS (Magnetisk Resonans Sondering), og den virker som de MR-scannere, vi kender fra sygehusene. MRS virker ved at sende et elektromagnetisk signal ned i undergrunden ved hjælp af et felt af ledninger på overfladen.
Signalet kommer tilbage som en respons fra undergrunden, der afslører, om der er vand i sigte. Hvis man kører signalet gennem et par højtalere, kan man faktisk høre vandets respons som en slags sang.
Problemet med metoden er, at både astronomiske og menneskeskabte fænomener forstyrrer responsen, hvilket har gjort metoden usikker.
Men det arbejder den ph.d.-studerende Esben Borch Dalgaard fra Aarhus Universitet ihærdigt på at lave om på.
Atomerne i vand svarer, som de bliver spurgt
Hovedingrediensen i vand er brint, og MRS udnytter brintatomkernens fysiske egenskaber, når man søger efter vand.
»Kernen orienterer sig efter Jordens magnetfelt, ligesom en kompasnål altid peger mod nord. Når brintatomkernen bliver udsat for en elektromagnetisk påvirkning, ændrer den sig fra at være i en ligevægtstilstand til en højenergitilstand,« forklarer Esben Borch Dalgaard til Aarhus Universitets nyhedsbrev RØMER.
\ Fakta
Når man bruger MRS til at finde vand udsendes en elektromagnetisk påvirkning med den samme frekvens som brintatometkernerne, kaldet Lamor-frekvensen. Det betyder, at forskerne med sikkerhed ved, hvad de har fundet.
Når forskerne stopper den elektromagnetiske påvirkning, svinger kernerne tilbage til normaltilstanden, og i det samme udsender de en lille magnetisk energiladning. Det er den, forskerne kan opsnappe og omsætte til lyd via højtalere.
Frekvensen af energiladningen afslører, om det vitterlig ér vand, forskerne har fundet. Amplituden eller signalstyrken afslører, hvor meget der er af det.
»Hvis der er en amplitude, er der vand. Jo større amplitude, des flere vandmolekyler har vi ramt, og des mere vand er der,« forklarer Esben Borch Dalgaard i RØMER-artiklen.
Vandet skal synge rent
Når Esben Borch Dalgaard omdanner signalet til lyd i en højtaler, røber vandets 'sang' altså dets karakteristika. Men elektromagnetiske forstyrrelser fra alt lige fra mobilnet til tordenvejr gør arbejdet besværligt.
Derfor består Esben Borch Dalgaards arbejde i at forfine signalet mest muligt. Det gør han ved at frasortere støjen ved hjælp af store regnestykker.
Forhåbentlig fører hans hovedbrud til resultater i den sidste ende, som kan hjælpe med at foretage vandmålinger i store og tætbefolkede områder helt uden at bore i jorden.
»Før ledte vi efter vand, hvor vi kunne komme til det. Nu leder vi der, hvor vi rent faktisk gerne vil lede,« siger Esben Borch Dalgaard.
Du kan læse mere i artiklen hos RØMER, hvor du i øvrigt også kan høre, hvordan vand lyder, når det er bundet på forskellige måder.
