Når musik, reportager og nyheder udsendes fra en radiostation, sker det ved hjælp af radiobølger, som er en form for elektromagnetiske bølger.
Deres teoretiske grundlag blev udviklet af den skotske fysiker James Clerk Maxwell (1831-1879) i begyndelsen af 1860’erne, men først i 1888 lykkedes det den tyske fysiker Heinrich Hertz (1857-1894) at frembringe elektromagnetiske bølger ved hjælp af kraftige elektriske gnister.
For at undersøge disse bølger lavede han et eksperiment, hvor han sendte dem fra et rum til et andet. Men da en ingeniør spurgte ham, om man ikke kunne bruge bølgerne til at transmittere signaler, afviste han det.
Hertz var mere interesseret i at forstå naturens fænomener end i at udnytte dem i praksis.
\ Læs mere
Senere brugt til kommunikation
Den unge italiener Guglielmo Marconi (1874-1937) havde det lige omvendt. Han havde hørt om Hertz’ eksperimenter ved en af de mange mindeforelæsninger, der blev holdt efter hans alt for tidlige død i 1894, og han øjnede muligheden for at udnytte de elektromagnetiske bølger til kommunikation.
Derfor begyndte han at eksperimentere med den slags apparater, som fysikerne brugte til at frembringe elektromagnetiske bølger, kombineret med klassisk telegrafudstyr.
Han ville undersøge, hvordan morsesignaler kunne udsendes og modtages mest effektivt. I begyndelsen kneb det med at få rækkevidden ud over 100 meter, men da han i efteråret 1895 fandt på at tilslutte en antenne til senderen, lykkedes det at transmittere til en modtager, som stod flere kilometer væk.
Optimering af det eksisterende udstyr
Det er bemærkelsesværdigt, at Marconi – måske bortset fra antennen – ikke havde opfundet noget nyt, men at han med et klart formål for øje havde optimeret eksisterende udstyr, så det kunne løse en ny opgave.
I håb om støtte til den videre udvikling af den trådløse telegraf skrev Marconi til de italienske post- og telegrafmyndigheder. De mente imidlertid, at han var tosset, og de svarede ham aldrig. I stedet rejste Marconi og hans mor, Annie Jameson, til England i februar 1896 i forventning om, at hendes familierelation til den whiskyproducerende Jameson-familie kunne hjælpe udviklingen på vej.
I løbet af et års tid havde Marconi fået patent på den trådløse telegraf og oprettet et firma til at udnytte opfindelsen. Han satsede især på den maritime kommunikation, og i løbet af 1900-tallets første årti blev en stor del af passagerskibene udstyret med trådløse telegrafer.
Det var blandt andet takket være den trådløse telegraf, at der trods alt blev reddet en del af passagererne, da 'Titanic' gik ned i 1912.
\ Læs mere
En praktisk og kommerciel succes
Den trådløse telegraf blev hurtigt en både praktisk og kommerciel succes. Men de radiobølger, som blev dannet, når der sprang en gnist i senderens gnistgab, havde den uheldige egenskab, at de ikke blev udsendt med én veldefineret frekvens, men med mange forskellige på en gang.
Derfor kom flere sendere let til at forstyrre hinanden. Løsningen var at benytte kontinuerte bølger, altså radiobølger som blev udsendt i en jævn strøm. Der var adskillige, som foreslog metoder til at frembringe sådanne radiobølger, blandt andre den danske opfinder Valdemar Poulsen (1869-1942).
Poulsens udgangspunkt var opdagelsen af, at en kulbuelampe – som normalt blev benyttet som gadelygte – under særlige forhold kunne omdannes til en tonegenerator.
Hvis den blev bragt til at svinge hurtigt nok, ville den generere de eftertragtede radiobølger. Det var ganske vist aldrig lykkedes for nogen, men da Poulsen i 1902 fik den skøre ide at lade den elektriske lysbue brænde i en spritflamme, steg svingningernes frekvens – og buelampen udsendte radiobølger. Samme år tog han patent på sin buegenerator.
I 1904 byggede Poulsen og hans folk en forsøgsstation i Lyngby, og blot to år senere formåede de at telegrafere tværs over Danmark med det nye trådløse system.
Aldrig et gennembrud i Danmark
Udviklingen skete i samarbejde med ingeniøren P.O. Pedersen (1874-1941), som var teoretikeren, der klarlagde den dybere sammenhæng, mens Poulsen i højere grad var den kreative, intuitive eksperimentator. Selv om de udgjorde et godt team, lykkedes det dem aldrig for alvor at få et gennembrud med buesenderteknologien i Danmark.
Det skyldtes blandt andet en meget restriktiv lovgivning på telegrafiområdet. Derimod fik den unge amerikanske ingeniør Cyril F. Elwell (1884-1963), som købte patentrettighederne for USA, stor succes med buesenderen.
Dels fik hans firma etableret en kommerciel radiotelegrafservice langs den amerikanske vestkyst og til Hawaii, dels fik firmaet udviklet nogle meget kraftige sendere, som den amerikanske marine indførte til sin verdensomspændende kommunikation under 1. verdenskrig. Succesen varede dog ikke længe, da buesenderen i begyndelsen af 1920’erne blev udkonkurreret af nye sendere med radiorør.
Selv om både bue- og rørsenderne kunne transmittere lyd, blev de overvejende anvendt til trådløs telegrafi fra én sender til én modtager. Det var den service, der blev efterspurgt, og derfor lå indtjeningsmulighederne der. De udsendte telegrammer var naturligvis kun til den tiltænkte modtager, ligesom et brev.
Titusindvis lyttede alligevel ulovligt med
Alligevel lyttede titusindvis af radioamatører ulovligt med. Der var dog også en del amatører, som havde opnået licens til at drive deres egne små radiostationer. Enkelte begyndte fra omkring 1914 at udsende tale og musik som supplement til morsesignalerne, blandt andre ingeniøren Frank Conrad (1874-1941), som i 1916 byggede en sender, der kunne høres over det meste af Pittsburgh.
Hans udsendelser blev så populære, at han begyndte at sende på faste tidspunkter et par gange om ugen. Men så kom der en krig i vejen for udviklingen af den nye ide om at sende fra én sender til mange modtagere. Da USA i 1917 gik ind i 1. verdenskrig, blev samtlige amatørstationer lukket.
Mange af ejerne fik dog snart gang i telegraferingen igen, da militæret havde et stort behov for rutinerede radiooperatører. På denne måde ændrede amatørerne status fra at være et lidt forstyrrende element til at blive en nyttig ressource. Da forbuddet mod amatørstationer blev ophævet i 1919, gik de hurtigt i luften igen.
Conrad genoptog sine udsendelser i oktober 1919. De bestod mest af grammofonmusik. Da han løb tør for plader i sin egen samling, indgik han en aftale med en lokal musikbutik: Hvis den ville forsyne ham med nye plader, ville han give butikken omtale mellem numrene.
Det var angiveligt den første radioreklame.
Radioreklamer havde kæmpe potentiale
Modellen har fulgt radio og tv lige siden. Der var så mange lyttere til Conrads udsendelser, at aviserne skrev om dem. Samtidig var der butikker, som begyndte at sælge radiomodtagere, så nye lyttere lettere kunne lægge øre til udsendelserne.
Da vicedirektøren i Westinghouse Electric and Manufacturing Company, Harry P. Davis (1868-1931), i september 1920 så en reklame for sådan et radioapparat, indså han, at der var et enormt marked, hvis man kunne få almindelige mennesker til at lytte til radio.
Derfor fik han Conrad, som var ansat hos Westinghouse, til at bygge en kraftigere sender på taget af fabrikken, samtidig med at den gik i gang med at producere radiomodtagere. Davis var overbevist om, at indtægterne fra salget af modtagerne så rigeligt ville dække udgifterne til at bygge og drive radiostationen.
Den 2. november 1920 gik den i luften med de første lovlige, kommercielle udsendelser til mange modtagere. Datoen var nøje valgt, så man på premieredagen kunne fortælle om resultatet af det igangværende præsidentvalg.
Radioen blev et massemedium
Radioen var nu opfundet som massemedium, uden der egentlig var taget ny teknologi i brug. Begivenheden satte gang i et veritabelt 'radio boom', som spredte sig hastigt ud over USA. Allerede i 1922 var der cirka 500 radiostationer, og der blev solgt radioer, både komplette og som samlesæt, for millioner af dollars.
Udsendelserne var en blandet landhandel af musik, avisnyheder, sportsresultater, vejrudsigter, politiske taler og gudstjenester. I begyndelsen var der en vis bekymring for, at udsendelserne skulle drukne i reklamer, men da det var den letteste måde at finansiere dem på, blev 'reklameradio' snart en kendsgerning.
For at holde fast på lytterne mellem reklamerne begyndte mange radiostationer at lave shows, der kunne indeholde livemusik – ofte med big bands – drama, komik, quizzer og talentkonkurrencer. De havde ofte mange millioner lyttere, da mange radiostationer fra midten af 1920’erne blev sluttet sammen i landsdækkende netværk.
Den overvældende radiointeresse nåede hurtigt til Danmark, hvor enkelte amatører i flere år havde eksperimenteret med at opfange signalerne fra udenlandske radiostationer. Men nu voksede antallet af lyttere eksplosivt, selv om det egentlig var ulovligt at lytte med, da det var forbeholdt myndighederne at benytte radioudstyr.
\ Læs mere
Kvaliteten var ikke overbevisende
I 1923 blev der imidlertid gennemført en lovændring, som gjorde det muligt at købe licens til private radiomodtagere. For at få noget at lytte til blev der i efteråret 1922 stiftet et par radioklubber, som udsendte musik og tale fra Lyngby Radio, når udstyret var ledigt. Derfor var det en buesender, der transmitterede de første offentlige radioudsendelser i Danmark.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Selv om kvaliteten ikke var overbevisende, var radioen kommet for at blive, og i 1925 grundlagde regeringen Statsradiofonien, som senere blev til Danmarks Radio (og senere igen DR).
Da det var en licensfinansieret public service-radio, var der et krav om, at udsendelserne skulle være af alsidig kulturel og oplysende art. Derfor fyldte såkaldt seriøs musik, foredrag, litteraturoplæsning, undervisning og gudstjenester en væsentlig del af programfladen.
I dag har radioen i nogen grad mistet terræn til fjernsynet. Men selv om man måske ikke lytter så meget til radio, som man gjorde engang, sidder man alligevel ofte med både en radiosender og -modtager i lommen, i tasken eller på bordet.
Det er nemlig en moderne version af Marconis og Poulsens opfindelser, der muliggør trådløs én til énkommunikation med en mobiltelefon.
