Endelig er der dansk succes ved Shell Eco-marathon. På EuroSpeedway-banen syd for Berlin, hvor studerende fra 22 europæiske lande lige nu kæmper om at køre længst på literen, er danske DTU Dynamo netop rullet over målstregen som den hidtil bedste i kategorien for bybiler på brændstoffet Gas-to-Liquid.
Da bilens brændstofforbrug efter de påkrævede 22 kilometers kørsel blev målt, viste det sig, at væsken i tanken kun var sunket 59 millimeter.
Ved at tage højde for temperaturforskelle, brændstoffets vægtfylde og brændværdi svarer det omregnet til almindelig benzin til 337 km/l.
»Det kunne ikke have været bedre. Hun kom ind med under 30 sekunder tilbage, og motoren har spundet, som den skulle,« lød det fra holdleder Mathias Madsen, da føreren Anne Mette Vraa krydsede målstregen.
Holdet havde vist gode takter onsdag, men da bilen ved en fejl kørte tre kilometer for langt, lå holdet før dette resultat kun på en andenplads. Og det var bestemt ikke garanteret, at holdet ville gennemføre - i dagens første forsøg løb bilen tør for batteri og måtte udgå i femte omgang.
»Jeg var et nervevrag, før vi kom i mål. Det var præcis ligesom at være til eksamen, hvor man står og bider negle,« fortalte DTU-studerende Søren Enemark.
»Det er ikke over målet, men under omstændighederne synes jeg, at det er et ganske hæderligt resultat,« sagde han.
Vil køre endnu længere

Sidste år nåede holdet næsten dobbelt så langt på literen, men med en ny brændstoftype, flere indlagte stop og højere krav til førerens vægt er det sværere for holdet at nå så langt i år.
»Jeg havde forventet en førsteplads, så godt som vi fik det timet og med alle de tests, vi fik lavet i går. Nu må vi se, om vi kan få 5-10 procent ekstra på,« sagde Mathias Madsen, da holdet rullede tilbage i køen for at lave endnu et forsøg.
Bilen gik ud i starten, og motoren var lidt for kold, så holdet mener, at det er muligt forbedre deres resultat en smule.
Fransk superbil slår verdensrekord: 4896 km/l
I klassen for prototyper fortsætter det franske hold Polyjoule med at dominere blandt brintbilerne. Franskmændene har netop slået deres egen verdensrekord ved at køre 4896 kilometer på, hvad der svarer til en liter benzin.
De to danske brintdrevne prototyper har endnu ikke lavet en hel gennemkørsel. Aalborg Universitets bil nåede kun 20 meter på sin første tur nogensinde, da en sikring sprang, og bilen dermed ikke kunne fortsætte.
DTU's prototype nåede kun fem meter længere end Aalborgs, og i deres andet forsøg kørte bilen for langsomt.
Der er to timer tilbage af løbet, så det er ved at være sidste chance for prototype-bilerne, hvis de skal nå at indfri målene om en topplacering.






























