Musene tror, de kravler rundt i en tunnel. De kan se lyset skifte, når de bevæger sig, og de kan mærke væggene mod deres knurhår.
Men i virkeligheden løber de rundt på en kugle, og hårene bliver stimuleret af en maskine. Den sidste del er en ny tilføjelse til den kunstige virkelighed, ‘virtual reality’, som forskere har arbejdet på at udvikle til mus gennem de senere år.
Formålet med at snyde de stakkels mus er faktisk ganske fornuftig. På denne måde kan forskerne styre hele forsøget mere nøjagtigt, og ifølge dem selv er dyrene også mindre stressede. Det giver både mere og bedre data, og det betyder også færre dyreforsøg.
Se, hvordan det hele fungerer i videoen øverst i artiklen.
Museminder kan komme patienter med Alzheimer til gode
Det er ikke bare for sjov, at forskerne har udviklet en kunstig verden til deres mus. Forsøgene skal undersøge, hvordan musene danner minder på deres vej gennem ‘tunnelen’.
Idéen er at få en større viden om, hvordan pattedyrs hjerner generelt danner minder.
»Den viden er afgørende for at forstå nogle af de sygdomme, som påvirker mennesker, hvor vi mister minder fra vores hukommelse, såsom Alzheimers sygdom,« siger Nicholas Sofroniew fra Janelia Research Campus på HHMI i Virginia, USA, der har stået bag udviklingen af teknikken, til BBC News.





























