Kommer AI til at slå menneskelig kreativitet ihjel?
Jo mere, vi bruger generativ kunstig intelligens, jo mere konforme bliver vi også, advarer forsker.
Jo mere, vi bruger generativ kunstig intelligens, jo mere konforme bliver vi også, advarer forsker.

Der er ingen tvivl om, at generativ AI har evnen til hurtigt at producere nye tekster, billeder og lyd, hvilket vender op og ned på kreative erhverv.
Da Hollywoods manuskriptforfatteres fagforening, The Writers Guild of America, tidligere på året gennemførte en længerevarende strejke, var et af de centrale krav da også, at AI kun skulle bruges som et research-værktøj og ikke som en erstatning for dets medlemmers arbejde.
For mange kreative professionelle er det mere vanskeligt at tjene til livets ophold, nu da kunstig intelligens er kommet på banen. Men AI ses dog ofte også som et springbræt til menneskelig kreativitet på et andet niveau. Teknologier som Anthropics chatbot Claude og OpenAI's ChatGPT og Dall-E 3 præsenterer en tillokkende kreativ oplevelse.
Spørgsmålet er derfor, om disse værktøjer kommer til hjælpe os med at overleve og trives som en kreativ art, eller om de udgør dødsstødet mod kreativitet, som vi kender den.
I sin bog 'The Creative Mind' skelner ekspert i kognitiv forskning, Margaret Boden, mellem to typer menneskelig kreativitet.
Psykologisk eller personlig (p-type) kreativitet opstår, når et individ tænker noget for første gang - også selvom andre har tænkt det før. Et eksempel er et barn, der indser, at vand kan antage enhver form.
I bund og grund er p-type kreativitet at lære noget nyttigt og i processen synkronisere vores tanker med andre.
Historisk kreativitet (h-type) sker derimod, når et individ tænker noget, der aldrig er blevet tænkt før. Et eksempel ville være Archimedes' 'heureka'-øjeblik i badet, som angiveligt førte til, at han opdagede Archimedes' lov om opdrift.
Jo mere en persons kreativitet efterfølgende påvirker andre menneskers tænkning, desto mere betydningsfuld og varig betragter vi den.
Det er grunden til, at Wandjina-hulemalerierne i Australien, Homers 'Iliaden', Pablo Picassos 'Guernica', Frank Lloyd Wrights Fallingwater-hus og Albert Einsteins 'Annus Mirabilis'-afhandlinger alle betragtes som exceptionelle værker skabt af exceptionelle mennesker:
De er vigtige, fordi de fortsat former vores tankegang.
AI har naturligvis potentiale til at fremme både p-type og h-type kreativitet. Det kan føre til indsigt i biologi, historie og matematik og hjælpe os med at skabe tekster og billeder, der kan være nyttige eller tankevækkende.
Men der er en afgørende forskel mellem menneskelig kreativitet og AI-drevet kreativitet: Sidstnævnte stammer ikke fra det evolutionære sammenstød mellem sind og verden.
AI-modeller indeholder ikke virkelighed. De er afhængige af den komplekse statistiske abstraktion af digitale data, og det begrænser deres kreative betydning i den virkelige verden og deres evne til at producere 'heureka'-øjeblikke.
For at skelne AI-drevet kreativitet fra traditionel kreativitet har jeg foreslået et nyt udtryk: Generisk eller g-type kreativitet. Det formaliserer det faktum, at selvom AI-modeller er i stand til at fremprovokere nye tanker, er de begrænsede af de underliggende data, de er blevet 'oplært' med.
Vi kan forvente en eksplosion i g-type kreativitet i fremtiden. Faren her er, at vores stigende brug af AI kan få os til at tænke for ens, hvilket fører til et fald i kognitiv mangfoldighed og en stigning i kulturel snæverhed.
I dette scenarie vil samfundene blive mere rigide i forhold til de normer, de håndhæver, og mindre tolerante over for afvigelser fra status quo. På befolkningsniveau vil det kunne slå kreativiteten ihjel.
Men det er ikke kun AI-genererede film, serier, bøger og kunst, der udgør en trussel.
I fremtiden kommer de hjem, vi bor i, de biler, vi (ikke selv) kører, og vores fælles offentlige rum alt sammen til at blive formet af kunstig intelligens.
Vi risikerer, at vores tænkning blive homogeniseret under presset fra stadig mere ens miljøer og oplevelser.
Denne ensartethed skaber yderligere fare for en generisk, nedadgående spiral:
AI-modellerne bliver trænet på det indhold, vi mennesker skaber. Det betyder, at jo mere vi bruger AI til kreativitet af g-typen, desto mere generisk bliver vores indhold - og dét indhold bliver så brugt til at træne AI yderligere, og desto mere generisk bliver den kunstige intelligens' output.
Selvom det kan være nyttigt i forhold til visse specialistopgaver - eksempelvis konsekvent fortolkning af lovgivning - er det bekymrende at overveje, hvilken form for Orwell-artig politisk økonomi en generisk spiral kan give anledning til.
At regne ud, hvordan vi balancerer og forener menneskelig kreativitet med AI, er ikke en nem opgave.
Generativ kunstig intelligens kan meget vel være en transformativ teknologi på niveau med trykpressen eller dampmaskinen.
Et bæst af den kaliber er svær at modstå; vi bliver kollektivt revet med i den forandring, usikkerhed og fremmedgørelse, det anstifter.
Nogle af vores generations største talenter har allerede opgivet, hvad de ellers beskæftigede sig med for at prøve lykken med at bygge og bruge avancerede AI-modeller.
Vores bedste mulighed for at forblive virkelig kreative er at beskytte og privilegere mennesket frem for det kunstige. Intellektuel ejendomsret er afgørende.
Ethvert yderligere skridt i retning af juridisk at regne en AI for en person - såsom at tillade AI en 'fair use'-ret til at træne sig selv på ophavsretsligt beskyttet materiale eller få copyright påført AI-output - kommer til at erodere vores kreative system og øge risikoen for en generisk spiral i menneskelig kreativitet.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.