Forskning i robotter handler ofte om at undersøge og analysere, hvad en robot skal kunne for at agere som et menneske.
Sociale robotter, som på grund af deres udseende eller bevægelsesmønstre opmuntrer mennesker til at have et samspil med dem i en social situation, tilføjer dog et nyt element til forskningen, idet der her røres ved sociale og kulturelle samværsformer.
I forskningsgruppen Research Unit for Robophilosophy and Integrative Social Robotics (RISR) på Aarhus Universitet arbejder vi med at forstå og besvare spørgsmål som:
- Er det vigtigt, at en social robot ligner et menneske, eller at den interagerer med os som et menneske?
- Hvad betyder det, at en social robot har et køn?
- Hvad betyder det for et menneske at have en interaktion med en robot?
- Hvordan påvirker menneske-robot-samarbejde vores velfærd?
’Robophilosophy’ er et nyt forskningsfelt, der er udviklet for at kunne besvare disse spørgsmål. Du kan læse mere om vores arbejde i boksen under artiklen.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Fascinationen af robotter
Robotter har længe optaget menneskets interesse og stimuleret forestillingsevnen.
Helt tilbage fra antikken og til nutiden har der eksisteret idéer om at skabe et kunstigt menneske eller en anden intelligens, som kan agere autonomt i verden.
Disse idéer er udtryk for menneskets forestillinger og drømme: Om nye handlingsmuligheder, om automatisering og om nye former for samvær og selvforståelse.
Fra antikkens myter til moderne litteratur og film har mennesket undersøgt, hvad der vil ske, hvis vi bliver i stand til at skabe kunstigt liv.
I nogle fortællinger er robotterne loyale og trofaste hjælpere. I andre fremstilles et mareridtsagtigt billede af, hvad der kan ske, hvis teknologien løber løbsk og kommer ud af (vores) kontrol.
Disse fremstillinger præger også vores opfattelse af nutidens robotter, som derfor er karakteriseret både ved frygt og optimisme.
De mest skræmmende robotter er ofte menneskeagtige, voldsomme og med en uhyggelig mimik, som for eksempel Terminator-robotten. I den modsatte ende af spektret er de mere venlige robotter, som for eksempel Baymax fra 'Big Hero 6' og R2D2 og C3PO fra 'Star Wars'-filmene.
En anden type af sociale robotter, der eksperimenteres med både i litteratur, film og virkelighed, er de meget menneskelignende sociale robotter, hvor vi ikke længere kan skelne mellem robotten og et menneske, som for eksempel den smukke Ava i filmen Ex-Machina eller virkelighedens Sophia (Hanson Robotics).
Også udenfor fiktionen arbejdes der i den nyere tids robotudvikling på at konstruere sociale robotter, som fungerer i samspil med mennesker.
Den fjerde industrielle revolution
I medierne kan man ofte læse om begreber som ’den fjerde industrielle revolution’, ’automatiseringens tidsalder’ og ’robot-revolutionen’.
Begreberne beskriver, at den teknologiske udvikling er anderledes end de tidligere teknologiske udviklinger. Den teknologiske udvikling, vi oplever lige nu, betegnes som den fjerde industrielle revolution, og den forventes at forandre vores økonomiske, sociale og kulturelle væremåder som aldrig før.
Vi har store forhåbninger til, at teknologiske udviklinger kan afhjælpe for eksempel tungt og ensidigt arbejde for mennesket, og samtidig er vi også bekymrede for, at robotterne overtager vores arbejde.
I robotindustrien arbejdes der på at placere robotter iblandt os, skabe nye arbejdsmiljøer med menneske-robot-samarbejde og integrere robotter i vores sociale liv, både i det offentlige rum og i hjemmet.
Dette kræver, at robotter udvikles med ’sociale færdigheder’, og at robotterne ser ud på en måde, så mennesket er interesseret i at interagere med dem.
\ Hvad er en social robot?
Sociale robotter har til formål at indgå i sociale interaktioner med mennesker, inden for de spilleregler situationen nu engang foreskriver.
Det betyder, at de sociale robotter kommunikerer og får social respons fra mennesker.
Formålet er ikke, at robotten skal servicere mennesket, men at menneske og robot skal have en relation til hinanden. Robotternes evne til social kommunikation kan variere fra at være simpel – såsom sælen ’Paro’, der bruger simple lyde som reaktion på kærtegn – til mere komplekse – såsom robotten ’Leonardo’, der reagerer på følelsesmæssige ansigtsudtryk hos mennesker.
Etiske, sociale, og kulturelle spørgsmål
Ved at bygge robotter med social adfærd kan forskere studere de grundlæggende faktorer i menneskelig social erfaring og social intelligens.
Hvordan regner et menneske ud, hvad et andet menneske ønsker eller tænker, kan den slags forståelse af hinanden programmeres, og hvad er egentlig principperne i en almindelig hyggelig snak?
Kan forskere finde ud af dette, bliver det lettere at efterligne menneskelig intelligens i kunstig intelligens i de sociale robotter.
Et spørgsmål, der bør undersøges sideløbende, er: Kan vi reproducere disse menneskelige egenskaber uden at gøre skade på mennesker og samfundet som helhed?
Vi reagerer på robotter med følelser
Man kan sige, at udviklere af sociale robotter ikke længere kun programmerer maskiners fysiske bevægelser, men snarere skaber sociale og kulturelle interaktioner mellem kunstige sociale agenter og mennesket.
Uanset om disse kunstige sociale agenter er menneskelige i deres fremtoning eller ej, viser forskningen, at vi er tilbøjelige til at opfatte sociale robotter som reelle interaktionspartnere og reagere på dem med uventede følelser.
Det betyder, at vi i realiteten er begyndt at designe og konstruere socialt samvær ved at producere kunstige agenter, som er designet til at inddrage og engagere mennesket i deres interaktive adfærd.
Med automatiseringens tidsalder opstår nye ansvarsområder, hvor politiske beslutningstagere, robotudviklere og forskere bærer en ny form for social ansvarlighed – ansvarligheden for at forme robotrevolutionen, så den passer til samfundets sociale og kulturelle værdier.
\ Nyt forskningsfelt: ’Robophilosophy’
I forskningsgruppen RISR forsker vi i at forstå interaktionen mellem menneske og sociale robotter. I forskningsgruppen udfører vi empiriske studier af folks holdninger om og reaktioner på robotter.
Det gør vi blandt andet i større forsøg i adfærdslaboratorier, og vi har også lavet undersøgelser på et rehabiliteringscenter for ældre medborgere, blandt studerende på en social- og sundhedsskole og blandt besøgene på en udstilling på et museum.
Et centralt spørgsmål er, for eksempel, hvorvidt en menneskelig interaktion med en social robot kan kvalificeres som en social interaktion?
Et af forskningsgruppens mål er at belyse de komplekse ansvarsområder, der opstår med social robotteknologi, hvilket er centralt for lovgivning og udviklingspolitik.
Hvem har ansvaret for at tage vare på negative konsekvenser ved anvendelsen af social robotteknologi, og hvordan kan vi være sikre på, at der udvikles social robotteknologi, som forbedrer menneskelige værdier?
Disse spørgsmål er komplekse, idet de involverer forskellige aktører, der ikke altid arbejder sammen – robotudvikleren, der har designet robotten, borgeren, der interagerer med robotten, og det omkringliggende kulturelle samfund.
Til at forsøge at besvare nogle af spørgsmålene stillet i denne artikel har vi udviklet et nyt interdisciplinært forskningsfelt: ’Robophilosophy’.
Vores forskningsgruppe udforsker, hvad sociale robotter bør gøre, snarere end hvad de kan gøre ud fra paradigmet om, at sociale robotter ikke skal erstatte mennesket, men snarere gøre det, vi som mennesker bør, men ikke kan (What Social Robots Can and Should Do – Towards Integrative Social Robotics).
Her arbejder vi med at udvikle en ny metode til at belyse og løse ovenstående problemstilling og samtidig undersøge, hvordan vi kan udvikle nye sociale robot-applikationer ansvarligt.
Metoden handler om at etablere multidisciplinære samarbejder, hvor vi arbejder sammen fra start til slut i udviklingen af sociale robotter, fremfor i forskellige faser i udvikling og implementeringen af sociale robotter.
Vores pointe er, at det er nødvendigt at have forskere, der er specialiseret i menneskelige, sociale og kulturelle forhold involveret allerede i den tidlige udvikling af sociale robotter, så vi både får skabt robotter, mennesket vil bruge, og som giver positiv mening til mennesket og samfundet.
For at nå i mål med dette, består vores forskningsprojekter af forskere fra en bred vifte af faglige discipliner som filosofi, psykologi, antropologi, datalogi, ingeniører, lingvistik, design, innovation, ledelsesvidenskab, cognitive science med flere.
