Hvorfor må man ikke blande visse blodtyper?
Vi mennesker har alle sammen en af de fire blodtyper A, B, 0 eller AB. Men hvorfor er det vigtigt at vide? Og hvordan kan det være, man gerne må blande blod med nogen, men ikke med andre?
\ Automatisk oplæsning
Mange af os har som børn prøvet at blande blod med vores bedste venner.
Et par dråber blod og to små tommelfingre, der blev mast hårdt sammen, var alt, der skulle til, for at man kunne kalde sig 'blodbrødre' eller 'blodsøstre'.
Helt så simpelt er det ikke, når lægerne skal blande blod, eller nærmere bestemt lave en blodtransfusion mellem to mennesker. Her er det meget vigtigt at sikre, at de to blodtyper passer sammen.
Men hvordan kan det egentlig være, at man ikke må blande visse blodtyper?
Spørg Videnskaben har i en tidligere artikel fået hjælp af to forskere til at besvare spørgsmålet om, hvorfor vi mennesker har forskellige blodtyper.
De to - overlæge og ph.d., Morten Hanefeld Dziegiel, fra Blodbanken på Rigshospitalet og Torben Barington, professor og dr.med. fra Syddansk Universitet - hjælper os nu igen.
\ Spørg Videnskaben
Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål til: sv@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk
De forklarer begge, at grunden til, at det er så vigtigt at bestemme blodtyper før en blodtransfusion, er, at en uheldig kombination af visse blodtyper vil udløse en allergisk reaktion i modtagerens blod, som kan være livstruende.
Annonce:
Kroppen danner antistoffer mod fremmede antigener
Reaktionen skyldes såkaldte ’antigener’, som hører til de fire blodtyper A, B, 0 (nul) og AB, forklarer professor Torben Barington.
Antigener kan bestå af proteiner, sukre eller fedtstoffer, og de kan for eksempel findes på virus, bakterier - eller på vores blodlegemer. Og det, der adskiller de forskellige blodtyper, er netop, at de hver især har en særlig egenskab (antigen) i overfladen af de røde blodlegemer.
Modsætningen til et antigen er et såkaldt 'antistof', som er kroppens værn mod sygdomme.
Antistoffer er proteiner, som kroppen producerer for at bekæmpe infektion. Når immunforsvaret opdager et fremmed antigen - for eksempel i en fremmed blodtype - får kroppen besked om, at den skal danne antistoffer mod det.
»Kroppen begynder at lave antistoffer, fra vi er cirka et halvt år gamle, når vi begynder at blive udsat for bakterier omkring os. Antistoffer udgør altså en del af kroppens forsvar mod indtrængende mikroorganismer som bakterier og virus,« fortæller Torben Barington.
\ Sådan bestemmes blodtypen
Der findes mange forskellige blodtyper, som kan variere fra menneske til menneske. Til at bestemme, hvilken blodtype der er tale om, findes der 30 forskellige såkaldte 'blodtypesystemer'.
To af systemerne er meget vigtige i forbindelse med blodtransfusioner:
- AB0-systemet (kaldet A B nul):
AB0-systemet blev opfundet i 1901 af østrigeren Karl Landsteiner og var en banebrydende opdagelse. Den gjorde det muligt at inddele alle mennesker efter deres blodtype - de i dag så velkendte blodtyper A, B, AB og 0 (nul). - Rhesus-blodtypesystemet:
Det andet system, Rhesusblodtypesystemet, blev opdaget i årene omkring 2. Verdenskrig og betragtes af lægerne som det næstvigtigste blodtypesystem ved blodtransfusioner.
Derfor er det katastrofalt at blande visse blodtyper
Karl Landsteiner, der i 1901 opdagede AB0-systemet, kunne bruge systemet til at påvise, at alle mennesker altid har dannet antistoffer mod de AB0-antigener, de ikke selv har, og at det derfor kan være katastrofalt at blande visse blodtyper.
Hvis donor og patient ikke har samme blodtype, risikerer patienten nemlig at dø af en blodtransfusion, fordi patientens antistoffer mod donorens blodtype kan ødelægge donorblodet i løbet af sekunder, oplyser ph.d. og overlæge Morten Hanefeld Dziegiel fra Blodbanken, Rigshospitalet.
Annonce:
Reaktionen kaldes ’hæmolytisk anæmi’, og de første tegn kan være ubehag og feber, kvalme, opkastning, kulderystelser, smerter, åndenød, hjertebanken, blodtryksændringer, hududslæt, diarré og rødfarvning af urinen.
Hæmolytisk anæmi kan være dødbringende, fordi reaktionen frigør stoffer i blodet, der får blodtrykket til at falde og de røde blodlegemer til at gå i stykker.
\ Læs mere
Forklaringen er, at personer med blodtype A har dannet antistof mod blodtype B, og personer med blodtype B har dannet antistoffer mod blodtype A.
Personer med blodtype AB har derimod hverken dannet antistoffer mod A eller B, mens personer med blodtype 0 har dannet antistoffer både mod A og B.
Derfor undersøger lægerne altid patientens blod, før der bliver lavet en blodtransfusion.
I undersøgelsen, som kan laves på tre kvarter, tester man for AB0-typen, rhesus-typen og tjekker for uventede antistoffer mod cirka 15-20 af de øvrige vigtigste antigener.
Rhesus-typen kan være positiv eller negativ
Rhesus-systemet er meget kompliceret, men kort fortalt er rhesus navnet på et antigen, der sidder på de røde blodlegemers overflade.
Annonce:
Der er cirka 50 forskellige rhesus-antigener, men det vigtigste, når man taler om blodtransfusioner, er det såkaldte ’rhesus D antigen’, fordi det er så kraftigt og mere tilbøjeligt til at udløse antistoffer end de andre, fortæller professor Torben Barington.
Personer, der har rhesus D-antigener på overfladen af de røde blodlegemer, kaldes rhesus (D) positive'', mens de, som mangler dem, kaldes 'rhesus (D) negative'.
\ Hvem kan give blod til hvem?
Alle mennesker har en af de fire AB0-blodtyper A, B, AB eller 0.
- Blodtype 0-blodlegemer har ingen A og B antigener og kan derfor bruges til alle.
- Blodtype A-blodlegemer har antigenet A og kan derfor kun bruges til folk med blodtype A eller AB.
- Blodtype B-blodlegemer har antigenet B og kan derfor kun bruges til folk med blodtype B eller AB.
- Blodtype AB-blodlegemer har både A og B antigenerne og kan derfor kun bruges til folk med blodtype A, B og AB.
Rhesus kan give problemer i forbindelse med graviditet
Rhesus-typen kan i øvrigt skabe problemer i forbindelse med graviditet, hvis en rhesus negativ kvinde bærer på et rhesus positivt barn.
\ Hvem kan modtage blod fra hvem?
- Mennesker med blodtype O har altid dannet antistofferne anti-A og anti-B. En patient af type O kan derfor kun modtage blodlegemer fra en type O donor.
- Mennesker af blodtype A har altid dannet antistoffet anti-B. En patient med blodtype A kan derfor kun modtage blodlegemer fra en blodtype O eller A donor.
- Mennesker af blodtype B har altid dannet antistoffet anti-A. En blodtype B patient kan derfor kun bruge blodlegemer fra en blodtype O eller B donor.
- Mennesker med blodtype AB har ikke dannet antistoffer mod A og B antigenerne. Som patient er en blodtype AB derfor i den heldige situation, at vedkommende kan modtage blodlegemer fra en type O, A, B eller AB donor.
Situationen opstår kun, hvis kvinden i sine tidligere graviditeter allerede har været udsat for rhesus positivt fosterblod og derfor har dannet rhesus-antistoffer.
Det kan for eksempel være sket under en abort eller tidligere fødsel af et rhesus positivt barn, eller hvis der opstår blødning fra fosteret over i moderens blod under graviditeten.
Processen kaldes 'rhesus immunisering' og kan være skadelig for barnet, fordi moderens rhesus-antistoffer kan ødelægge barnets blodlegemer og føre til blodmangel, som varierer i sværhedsgrad fra let påvirkning til hjerneskade eller fosterdød, hvis der ikke bliver gjort noget ved situationen, forklarer Morten Hanefeld Dziegel fra Blodbanken.
Alle gravide bliver derfor undersøgt for blodtype-antistof, og rhesus negative kvinder tilbydes behandling med stoffet anti-D, der forebygger dannelsen af rhesus antistoffer.
Annonce:
En sjælden blodtype er ikke en ulempe
I akutte situationer, hvor der ikke er tid til at lave en blodtypebestemmelse på en patient, er det fordel for hospitalet at have blod fra donorer med blodtypen 0 rhesus D negativ, fordi deres blod ikke har A og B antigener og derfor kan bruges til alle patienter.
Det er derfor, blodtypen 0 rhesus D negativ kaldes for 'universal donorblod'.
På samme måde kan det være en fordel for en patient at have blodtypen AB rhesus D positiv, fordi en patient med den blodtype både tåler antigener fra blodtype A, B, 0 og rhesus.
»Men det er ikke sådan, at man så med sikkerhed kan tåle alt blod. Det kan være, at man har lavet antistoffer mod nogle af de andre blodtypesystemer, og det kan man faktisk kan dø af - men det sker heldigvis sjældent,« siger Torben Barington.
Han mener derfor ikke, man i dag kan sige, at nogle blodtyper er mere fordelagtige end andre.
»Blodtransfusioner er en kunstig skabt situation, så derfor giver det ikke store evolutionære fordele at have en bestemt blodtype. Men det kan være en teknisk fordel at have visse blodtyper i forbindelse med blodtransfusioner,« forklarer Torben Barington.
Vi takker endnu en gang for de gode svar. Hvis du selv går og undrer dig over noget - stort som småt - så husk, at du kan sende dine spørgsmål til os: sv@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk. Eller du kan læse flere gode spørgsmål i Spørg Videnskaben.
\ Blodtransfusionens historie
Blod er gennem tiderne blevet tillagt mange forskellige betydninger, og der er blevet eksperimenteret med åreladninger og blodtransfusioner på et utal af måder og med mange forskellige mere eller mindre gode resultater.
Nogle af de største skridt mod succesfulde blodtransfusioner var opdagelsen af blodtyperne og oprettelsen af blodbanker.
- 1667: Første transfusion fra dyr til menneske
- 1818: Første transfusion fra menneske til menneske
- 1901: Landsteiner opdager de forskellige blodtyper
- 1909: Landsteiner klassificerer blodtyperne i AB0-blodtypesystemet
- 1914: Væsker til opbevaring af blod udvikles
- 1932: Den første blodbank oprettes
- 1953: Poser af plastic tages i brug
Der har altid knyttet sig en særlig symbolik og kraft til blodet. I mange kulturer har folk anset blod for at besidde religiøse og magiske kræfter.
Blandt primitive folkeslag herskede den opfattelse, at man - ligesom ved kannibalisme - kunne få overført kræfter ved at drikke et dyrs eller et menneskes blod.
I det antikke Rom var det almindeligt, at tilskuerne efter en gladiatorkamp løb ind i arenaen og drak blodet fra de døende dyr og gladiatorer.
Man mente altså, at blodet havde en form for kraft i sig, som man respekterede, og som både knyttede sig til psyken og til legemet.
Idéen om at 'justere' mængden af blod i en person opstod tidligt, eftersom det altid har været tydeligt, at hvis en person mistede for meget blod, så døde vedkommende.
På den baggrund opstod de første eksperimenter med åreladninger, hvor man drænede en person for en bestemt mængde blod. Disse forsøg var baseret på den moderne lægekunsts fader, Hippokrates’ teorier om kroppens fire væsker: Blod, urin, gul galde og sort galde. Hver af disse væsker havde en funktion, og gav en person sine egenskaber og personlighed.
Man mente, at mange sygdomme skyldtes, at fordelingen mellem de fire væsker var i uorden. Blodet ansås som den vigtigste af de fire væsker: Det var her, lidenskaben lå.
Var en person sindssyg, kunne han blive kureret ved at lade sig årelade og med blodet fjerne noget af lidenskaben. Åreladning skete enten ved små snit i albuebøjningen med særligt snedige maskiner, eller ved påsætning af levende, blodsugende igler.
Man mente altså, at en person kunne få det bedre, hvis man »justerede« mængden af blod, og noget tyder på, at de gamle egyptere - allerede i årtusindet før vor tidsregning - forsøgte at give mennesker blod.
Den første egentlige blodtransfusion fandt sted i årene omkring 1667 og blev lavet af den franske videnskabsmand Denis, der blandt andet var livlæge for Solkongen, Louis XIV.
Han havde udført en del eksperimenter med blod, og overvejet blodets funktioner og egenskaber, og i 1667 fandt han et 'forsøgsdyr': En midaldrende brandstifter og nudist, Mauroy, der var kendt for at være brutal og ofte banke sin kone.
Denis tappede Mauroy for 300 gram blod og indgav ham bagefter en kopfuld blod tappet fra en blid kalv. Denis mente, at han ved at overføre kalvens blod, også overførte dens milde egenskaber til Mauroy.
Mauroy blev meget syg, men overlevede transfusionen. Men blid som en kalv blev han nok ikke.
I dag ved man, at menneskeblod og dyreblod er meget forskelligt fra hinanden. Hvis dyreblod kommer ind i et menneskes blodårer, vil de to slags blod reagere med hinanden og klumpe sammen, og patienten vil højst sandsynligt dø.
Den første transfusion fra menneske til menneske foregik i 1818 og tilskrives den engelske læge, James Blundell. Ud over at forsøge at transfundere blod mellem to mennesker, interesserede Blundell sig for, hvor donorblodet skulle komme fra.
En af milepælene i bloddonationens historie kom i 1901 med Karl Landsteiners opdagelse af menneskets blodtyper. Han beskrev i 1909 den inddeling af AB0-blodtypesystemet i blodtyperne A, B, AB og 0 (nul), som har været anvendt siden.
I forbindelse med de to verdenskrige kom man endnu et skridt nærmere en organisering af bloddonation.
Under 1. verdenskrig fandt man ud af at tilsætte en væske bestående af vand, salt, citrat og sukker til blodet, så det ikke størknede. Herefter behøvede man ikke længere at transfundere blodet direkte fra donor til patient.
Dette førte til oprettelsen af de første blodbanker i 1930'erne. Opbevaringen af blodet i blodbankerne blev i 1953 gjort lettere ved at udskifte de glasflasker, man tidligere havde opbevaret blodet i, med blodposer af plastic.
Kilde: Dit Blod / Bloddonor.dk
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.
