Ved at anvende NASA-rumteleskoperne Hubble og Spitzer har astronomer kortlagt vejrmønstre i atmosfæren på den brune dværgstjerne med det halsbrækkende katalognavn 2MASS J22282889-431026.
Helt konkret har forskerne set, at den brune dværgs lysstyrke svinger op og ned med en periode på omkring 90 minutter.
Ifølge forskerne er denne variation et resultat af, at den brune dværg roterer. Der er dog forskelle i variationen, alt efter hvilken bølgelængde (farve) af infrarødt lys (varmestråling), der er blevet observeret.
Stormvejr på størrelse med Jorden
Forskerne mener, at disse forskelle er et resultat af forskellige lag eller pletter af materiale, der hvirvler rundt på den brune dværg.
Der er sandsynligvis tale om stormvejr, der kan være på størrelse med vores planet Jorden med skyer lavet af bl.a. varme sandkorn eller dråber af flydende jern.
Temperaturen på den brune dværg er mellem 600 og 700 grader Celsius.
Brune dværge er en slags superplaneter
Brune dværge kaldes også for mislykkede stjerner. De er nemlig ikke tunge nok til at starte kernereaktioner i deres indre, så de kan blive til fuldblodsstjerner som Solen.
Brune dværge kan også betragtes som en slags superplaneter, der er betydeligt tungere end for eksempel Jupiter.
Forskerne planlægger lignende observationer af andre brune dværge for at lære mere om disse objekters vejrforhold og dermed deres egenskaber.






























