I september 2008 opfangede Fermi Gamma-ray Space Telescope (FGST) noget helt ekstremt: et voldsomt gammaglimt fra stjernebilledet Carina.
Dette siger måske ikke så meget, for gammaglimt er jo som udgangspunkt noget af det vildeste der sker, der ude i verdensrummet. De er dødsskrigene fra enorme roterende stjerner, som kollapser og bliver til sorte huller.
Idet massen i den fremmede sol pakkes sammen til en usandsynlig tæt klump, skyder en supergigantisk stråle af gas ud fra hver pol af stjernen. De skaber et inferno af gammastråler som suser udad i evigheden. Står du i vejen, bliver du grillet.
Men selv om gammaglimt normalt er temmelig spektakulære, er dette nye glimt alligevel i særklasse, mener forskerne bag FGST.
Dette gammaglimt - som har fået navnet GRB 080916C - bevægede sig nemlig hurtigere og havde større energi end noget andet gammaglimt hidtil registreret.
9.000 supernovaerEftersom hændelsen blev opfanget af flere instrumenter, kunne forskerne regne sig frem til at afstanden mellem os og det frygtelige glimt er omkring 12,2 milliarder lysår. Og dermed kunne de også beregne hvor voldsomt udbruddet var:
Kraften som blev udløst svarer næsten til 9.000 supernovaer, og de stråler af gas som skabte de første gammastråler må være skudt ud med 99,9999 procent af lysets hastighed, står der i en pressemedelelse fra Stanford University.
Dette er det mest ekstreme gammaglimt som nogensinde er observeret.
Og det er ikke alt.
En underlig tidsforsinkelse mellem strålerne i glimtet kan muligvis kaste lys over et af universets mysterier.
Flere hypoteserDer ser ud til at være en forsinkelse mellem den mest energirige og den mindst energirige stråling som blev udsendt, ifølge den rapport som blev publiceret i 'Science Express'. Et sådant fænomen er kun blevet tydeligt observeret ved et enkelt tidligere gammaglimt.
Der kan være flere grunde til at dette sker, mener Peter Michelson fra Stanford University.
Det kan være at forsinkelsen bliver forårsaget af påvirkningen fra magnetiske felter, sorte huller og pulveriserede stjerner, som man tror befandt sig i rummet i nærheden af den kollapsende stjerne.
Men en mere spændende forklaring er, at strålerne er blevet forstyrret på deres vej mellem stjernen og Fermi-observatoriet. Dette kan nemlig kaste nyt lys over ideen om kvantegravitation.
KvanteskumHvis der er hold i denne hypotese, er rummet på mindste niveau nemlig ikke jævnt og glat, men snarere et kaotisk, kogende skum - et slags kvanteskum.
Gammastråler med lav energi vil suse lidt hurtigere igennem kvanteskummet end gammastråler med høj energi, ræsonnerer forskerne. Og i løbet af en strækning på 12,2 milliarder lysår vil denne lille effekt medføre en betydelig forsinkelse.
Men selv en svale med 9.000 supernovaers styrke gør ingen sommer. Der skal flere observationer til. Og det er netop det forskerne håber på.
Efterhånden som flere gammaglimt går af i forskellige afstande fra jorden, vil svarene begynde at komme. Hvis det er faktorer i omgivelserne omkring de døende stjerner som forstyrrer strålerne, bør forsinkelsen være omtrent lige stor uanset hvor langt borte braget sker.
Men hvis det virkelig er kvanteskum som bremser dem, vil forsinkelsen være større, jo længere strålerne har rejst.
»Om nogle få år vil vi have en relativt god samling af gammaglimt, og kan have nogle af svarene,« afslutter Michelson.
Forskningen og rapporten er et samarbejde mellem forskere fra NASA, U.S. Department of Energy (DOE) Office of Science og internationale partnere.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
