Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Verdens kraftigste rumraket skal sende sportsvogn i rummet

Falcon Heavy Tesla

En Tesla-sportsvogn er klar til at blive sat på toppen af en Falcon Heavy-raket til opsendelse i januar. (Foto: Elon Musk)

Annonce:

En rød Tesla Roadster-sportsvogn med et tændt stereoanlæg, der spiller Dawid Bowie-hittet 'Space Oddity', er snart klar til at blive sendt langt ud i rummet.

De tre løfteraketter på de enorme Falcon Heavy er udstyret med 27 raketmotorer i alt. (Foto: Elon Musk)

Sportsvognen skal nemlig sættes på toppen af en Falcon Heavy-rumraket, som det amerikanske rumfartsfirma SpaceX vil forsøge at opsende i løbet af januar 2018. Det skriver netmediet The Verge.

Falcon Heavy er baseret på den efterhånden velafprøvede Falcon 9-raket, som du kan læse mere om i artiklen her. Man kan sige, at Falcon Heavy er en Falcon 9 med en ekstra løfteraket monteret på hver side.

Det bliver den kraftigste rumraket siden måneraketten Saturn V, men det er absolut ikke sikkert, at jomfruturen går godt. Derfor bliver det i første omgang ikke en værdifuld satellit, Falcon Heavy skal prøve at løfte ud i rummet.

I stedet har SpaceX-grundlæggeren og -direktøren Elon Musk valgt en Tesla-bil som last. Helt tilfældigt er valget ikke, for Elon Musk er nemlig også direktør for Tesla.

hb