Sommeren 1944.
Vi befinder os i et alternativt univers, hvor Hitlers krigslykke er vendt, og de allierede lider store tab. Hvad er der dog sket?
På Lüneburger Heide syd for Hamborg finder vi svaret. Luften dirrer over den varme aluminium på det flynderformede fly.
Det er tyskernes hemmelige trumfkort, rumflyet Silbervogel, som står klar til at blive skudt af sted.
Rumflyet er sat fast til en raketslæde. Slæden står for enden af et tre kilometer langt skinnende spor af metal, som peger mod den disede blå sommerhimmel.
'Zehn... neun... acht...sieben'.
Nedtællingen gjalder hen over betonen. Raketmotoren på slæden spyr ild. Slæden med Silbervogel begynder at komme op i fart. Den når enden af skinnen. Små smæld lyder fra sikringsboltene. Silbervogel løsner sig og er kommet fri.
Flammerne vælter ud af flyet, som stiger og stiger. Piloten i spidsen af flyets flade næse følger med på instrumenterne. Den blå himmel udenfor bliver først mørkeblå og så sort. Højdemåleren viser 145 kilometer.
Raketmotorerne stilner af. Piloten stiger vægtløs op fra sædet. Udenfor ses Jordens krumning. Silbervogel er i verdensrummet.
Rumbomber på 3½ ton
Den tyske sølvfugl var en del af det militære program Amerika Bomber. Planen var at skyde rumflyet op i verdensrummet. Den flade flykrop skulle springe hen over de øvre lag af atmosfæren som en sten, der slår smut på vandoverfladen.
Hvert hop ville blive kortere, hvorefter farten ville aftage, så Silbervogel måtte svæve ned mod jorden igen. Men på det tidspunkt ville rumflyet have tilbagelagt strækningen fra Tyskland til USA.
Fra lastrummet skulle Silbervogel så slippe en bombe med en vægt på over tre et halvt ton.
Hvis disse bomber havde ramt deres mål i USA, ville de allieredes krigsindustri have lidt kraftige tab. Måske ville Hitlers krigslykke have vendt med hjælp fra dette raketbombefly.
Sådan gik det dog heldigvis ikke. De første prototyper blev bygget på samme tid som Tysklands invasion af Sovjetunionen i 1941. Men det tyske flyvevåben skrinlagde projektet; krigen kostede for meget, og det havde ikke længere råd til sådan nogle avancerede projekter.
Raketforskere flygtede
Den østrigske ingeniør Eugen Sänger beholdt alligevel tegningerne, efter krigen var overstået.
Tyske raketforskere var jaget vildt, da Anden Verdenskrig var slut. Russerne tog mange, og Stalin skulle endda have forsøgt at kidnappe Sänger, men det mislykkedes.
Andre flygtede mod vest og overgav sig til amerikanerne. Blandt dem var Walter Dornberger. Han var blandt andet medansvarlig for at udvikle V2-raketten, som dræbte over 7000 mennesker i Storbritannien og Holland.
Neil Armstrong skulle have testet amerikansk rumfly
Dornberger kendte også til Sängers tegninger af Silbervogel. Derfor er det måske ikke så underligt, at det amerikanske luftvåben i 1957 begyndte at udvikle et rumfly, som mindede meget om det tyske.
Flyet fik navnet X-20 Dyna-Soar. Sängers raketslæde var erstattet med en almindelig raket, men dette bombefly skulle gøre det samme som sit tyske forbillede; 'slå smut' hen over ydergrænserne af atmosfæren. Det kunne også gå i kredsløb om Jorden.
Første affyring var planlagt til 1963, og blandt testpiloterne, som var udvalgt til programmet, var Neil Armstrong, som senere skulle blive den første mand på månen.
Rumkapslerne vandt kapløbet
Samtidig med at Dyna-Soar blev udviklet, byggede amerikanerne også de første Mercury-rumkapsler. En rumkapsel er simplere og hurtigere at udvikle end et rumfly, og tiden var kostbar.
Russerne var forrest i rumkapløbet med Jurij Gagarins tur i kredsløb om Jorden i 1961. John Glenn fulgte efter i en Mercury-kapsel i 1962, og Dyna-Soar blev sat på stand-by. Projektet blev endeligt skrinlagt i december 1963.
Men selv i dag, når man kigger på amerikanske rumfærger, kan man se slægtskabet med Silbervogel.
Og når de første betalende rumturister letter fra Spaceport America i New Mexico om nogle år, flyver de i et rumskib, som også minder om Silbervogel: Virgin Galactics SpaceShipTwo.
Måske vil Silbervogel leve videre i flere slanke rumfly i fremtiden. De vil dog bruges til at fragte mennesker op i rummet og ikke til at kaste bomber.
Rumskib med atombomber i halen
Våben kan altså vendes til fredelige romplaner. Og det grusomste af alle våben skulle tæmmes i det utrolige projekt Orion i 1950erne.
Ideen var at skyde en række af små atombomber ud fra halen af en raket. Bomberne skulle eksplodere 60 meter fra rumskibet, hvorefter en tyk plade med støddæmpere skulle opfange og udjævne trykket og dermed give rumskibet fremdrift.
Noget af det utrolige ved Orion var, at den skulle bygges meget større og tungere end nutidens rumskibe, for at teknikken med støddæmperen kunne virke.
Det betød, at Orion-rumskibet kunne være flere etager højt og fragte folk og forsyninger nok til en rumbase på Månen, Mars eller endnu længere ud.
En rejse tur-retur til dværgplaneten Pluto ville ifølge lederen af forskerteamet, som udviklede Orion, Freeman Dyson, kun tage et år.
Takket være den enorme energi i atombomberne kunne Orion-rumskibene rejse mange gange hurtigere og med en større last ud i verdensrummet end selv verdens største raket, måneraketten Saturn 5.
Kunne nå Alpha Centauri
I 1959 lagde firmaet General Atomics en plan for fremtidens Orion-rumskib. Det største blev kaldt Super-Orion og skulle veje otte millioner ton. Det svarer til vægten af en hel by.
Ved at bruge hydrogenbomber i stedet for almindelige atombomber kunne et sådant rumskib komme op i en fart på 10 procent af lysets hastighed. Så ville vores nabostjerne Alpha Centauri kun være 44 års rejsetid væk.
Alt dette kan lyde som vilde drømme, men det rumskib kunne have været bygget allerede i slutningen af 1950erne. I en periode var der mange, der arbejde på Project Orion.
Det, der satte en stopper for planerne, var ikke teknologien. Det var prøvestopaftalen fra 1963, som forbød atomprøvesprængninger over Jordens overflade.
Den amerikanske forsker og forfatter Carl Sagan foreslog i TV-serien Cosmos i 1980erne at udnytte kernefysisk brændstof fra de store atomvåbenlagre til at sende et rumskib ud i rummet. Så kunne vi nedruste og udforske verdensrummet samtidig.
Vil et Orion-rumskib nogensinde sætte kurs mod fjerne planeter?
Teknologien er der. Det er blot et spørgsmål om, hvorvidt vi er villige til at bruge den.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
