Omkring 10.000 lysår fra Jorden i retning mod stjernebilledet Aquila (Ørnen) ligger resterne af en eksploderet stjerne - en såkaldt supernovarest.
Supernovaresten, der har katalognavnet W44, er et af de bedste eksempler på en stjerneeksplosion, der vekselvirker med den sky af gas og støv, som stjernen oprindeligt blev født af.
Astronomerne mener, at stjernen døde for ca. 20.000 år siden, hvor stjernens ydre lag blev slynget ud i rummet med voldsom kraft, mens de indre dele blev presset sammen til en ultrakompakt og hurtigt roterende neutronstjerne - en såkaldt pulsar.
Billede viser forskellige typer stråling
Billedet herover er en kombination af optagelser, lavet med de europæiske rumteleskoper XMM-Newton og Herschel.
XMM-Newton studerer energirig røntgenstråling fra rummet, mens Herschel studerer himlen i infrarødt lys (varmestråling) og i submillimeter-området.
Submillimeter-stråling er en mellemting mellem infrarødt lys og radiostråling. Det infrarøde lys og submillimeterstrålingen kommer bl.a. fra kolde, gas- og støvrige områder i universet, hvor nye stjerner og planeter fødes.
Røntgenstrålingen er vist med lyseblå og mørkeblå farver og ses mest i de centrale dele af W44. Strålingen kommer fra den varme gas inde i den skal af materiale, der breder sig ud efter eksplosionen.
Også pulsaren udsender energirigt lys og ses som en lyseblå plet lidt over og til venstre for midten. Herschel viser områder, hvor gas ikke er nær så varm og hvor nye stjerner er ved at blive født - bl.a. i den pilehovedformede sky lidt under og til højre for midten.






























