Den sidste af de årligt tilbagevendende stjerneskudssværme hedder Ursiderne. Den er aktiv i perioden 17.-26. december.
Sværmen forventes at toppe 23. december kl. 3 dansk tid, men det er også muligt, at sværmens aktivitet blusser op omkring kl. 17 dansk tid og igen omkring kl. 22 dansk tid.
I princippet vil der derfor være mulighed for at se stjerneskud fra 22. december, når det omkring kl. 18 er blevet helt mørkt, og frem til 23. december kl. 6 dansk tid, inden det begynder at blive lyst.
Kig mod nord for at se stjerneskud
Urside-sværmen er ikke kendt for at producere mange skud i timen (normalt 10-20), men enkelte år har aktiviteten været betydeligt større. Da Månen er ny 24. december vil dens lys ikke genere.
Det gælder dog om at undgå forstyrrende lys som f.eks. gadelygter og udendørsbelysning, da de generer nattesynet og dermed gør det sværere at se de svageste stjerneskud.
Ursiderne udstråler fra et punkt i stjernebilledet Lille Bjørn, der på vores breddegrader altid ses i nordlig retning. For at fange et jule-stjerneskud gælder det altså om at finde et mørkt sted med frit udsyn til den nordlige del af himlen.
Husk at tage varmt tøj og en god portion tålmodighed med ud i vintermørket.






























