Lige under Karlsvognen i stjernebilledet Canes Venatici (Jagthundene) ligger spiralgalaksen Messier 106. Med en afstand til Jorden på ca. 20 millioner lysår er den kosmisk set forholdsvis tæt på vores egen galakse, Mælkevejen.
Dette smukke billede af galaksen er en kombination af optagelser lavet med Rumteleskopet Hubble og optagelser lavet med jordbaserede amatørteleskoper af de to amatørastronomer Robert Gendler og Jay GaBany.
Hubble-billederne er blevet sat sammen til en mosaik over Messier 106 og Gendlers og GaBanys optagelser er blevet brugt til at fylde ud de steder, hvor der manglede Hubble-optagelser.
Ligner andre spiralgalakser
Som udgangspunkt ligner Messier 106 enhver anden spiralgalakse med to store spiralarme, hvor unge varme stjerner gløder med et blåligt skær. I armene ses også mørke skyer af støv og skyer af brintgas, der gløder med en markant rødlig farve, fordi gassen påvirkes af lyset fra varme, nyfødte stjerner.
Men ved nærmere øjesyn ses to ekstra arme i form af diffuse buer af varm gas, der gløder med en rødlig farve.
De to arme strækker sig ud fra hver sin side af galaksens centrale dele og buer væk fra galaksens skive af stjerner, gas og støv. Astronomerne mener, at disse ekstra arme skyldes et supertungt sort hul, der ligger midt i galaksen.
Det sorte hul skaber to kraftige jetstråler af materiale, der skyder ud fra kernen på Messier 106. Disse jetstråler pløjer gennem galaksens gas, varmer den op og skaber derved de to ekstra arme.






























