Siden slutningen af december 2003 har den europæiske rumsonde Mars Express kredset om Mars.
Sonden har optaget et stort antal billeder af planetens overflade - bl.a. disse billeder, der viser en del af den store kanal Reull Vallis på Mars' sydlige halvkugle ved ca. 41 graders sydlig bredde.
Denne del af Reull Vallis er næsten syv kilometer bred og ca. 300 meter dyb. Billedet er optaget med Mars Express' High Resolution Stereo Camera 14. maj 2012.
Reull Vallis formentlig dannet af flydende vand
Forskerne mener, at Reull Vallis, der strækker sig over næsten 1500 kilometer, er blevet dannet af flydende vand for flere milliarder år siden. Vandet har skåret sig ned gennem overfladen og skabt de meget stejle sider.
Nede i Reull Vallis ses striber på langs, der ifølge forskerne er dannet af løst materiale og is, som er blevet skubbet gennem kanalen af en gletsjerstrøm, længe efter at Reull Vallis opstod.
Med billeder som disse, der har en opløsning på ca. 16 meter pr. billedelement (pixel), kan marsforskerne lære mere om de mekanismer og processer, der har formet den røde planets overflade.
Området, som Reull Vallis ligger i, ser ud til at have haft en varieret og kompleks geologisk historie, der giver forskerne et unikt indblik i Mars' fortid.






























