Hvis du retter en helt almindelig stjernekikkert - med solfilter - mod Solen, vil du tydeligt kunne se en række mørke plamager sporadisk spredt eller samlet i små grupper ud over dens overflade. Mange plamager, bedre kendt som solpletter, er lig med en høj solaktivitet.
Siden 2007 har antallet af solpletter været usædvanligt lavt, hvilket er faldet sammen med nogle tilsvarende usædvanligt kolde vintre på den nordlige halvkugle. Samtidig er temperaturerne ikke steget nær så meget globalt, som man havde forventet, de ville som konsekvens af den globale opvarmning.
Forskerne har derfor argumenteret for, at den lave solaktivitet har givet os et pusterum, inden den globale opvarmning tog fat – men nu viser nye tal, at solens aktivitet er steget igen. Det fortæller postdoc og ph.d. Christoffer Karoff fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet (AU). Han arbejder på et treårigt projekt, hvor han skal undersøge stjerners indflydelse på liv.
»De nye målinger af Solens aktivitet kan betyde, at vi ikke får en udsættelse af den globale opvarmning, som man kunne have håbet på,« siger han.
Solen har cyklusser på 10-11 år
\ Fakta
Der findes flere forskellige måder at måle solaktiviteten på. De tre vigtigste er: - Tælle antallet af pletter på Solen, hvilket kan gøres med en helt almindelig kikkert. - Målinger af Solens magnetfelt med satellitter. De første satellitmålinger startede for 30-40 år siden. - Målinger af svingninger i Solen, som kan sige noget om strømningerne inde i Solen. Dette er AU’s spidskompetence.
Solens aktivitet kan måles på flere forskellige måder, men den nemmeste måde er simpelthen at tælle antallet af pletter på Solens overflade.
Solpletter er områder med intens magnetisk aktivitet med stærke magnetfelter. Pletterne er mørke, fordi de er et par tusind grader koldere end resten af Solens overflade – alligevel betyder mange solpletter, at Solens aktivitet er høj, fordi de er skabt af strømninger af plasma inde i vores kæmpemæssige stjerne.
Solen har perioder, eller cyklusser, som i starten af perioden indebærer lav solaktivitet, mens aktiviteten topper hen i mod cyklussens slutning med mange solpletter og soludbrud. En cyklus kan være af varierende længde, men strækker sig normalt over 10-11 år.
Få pletter hænger sammen med lave temperaturer
Der er tendens til, at få solpletter hænger direkte sammen med lavere temperaturer på Jorden, mens et højt antal solpletter tilsvarende hænger sammen med højere temperaturer. Det er dog kontroversielt, om dette sammenfald også betyder, at der er en årsagssammenhæng.
Hvis der er det, kan det være med til at forklare, hvorfor vi endnu ikke har oplevet temperaturstigninger som følge af den globale opvarmning – og i øvrigt også, hvorfor vi har oplevet så ekstremt kolde vintre på den nordlige halvkugle de sidste år.
»I 2007 regnede man med, at den næste cyklus ville starte i år 2008 eller 2009. I stedet udeblev solpletterne helt i disse år, og det er meget omdiskuteret, om den lave solaktivitet hang sammen med de kolde vintre, vi har oplevet herhjemme,« siger Christoffer Karoff og fortsætter:
»Solens aktivitet ændrer ikke ret meget på den energi, vi modtager her på Jorden, men den har indflydelse på mængden af UV-stråling, vi modtager – det kan måske være med til at påvirke høj- og lavtryk her på Jorden.«
I England har man for eksempel lavet temperaturmålinger, der viser, at lav solaktivitet hænger sammen med kolde vinde fra nordøst.
En ny istid helt sikkert på vej – troede man
\ Fakta
Endnu tidligere minimumsperioder end Maunderminimummet (1645-1715) er fundet ved analyse af kulstof-14 i træers årringe og lader også til at være faldet sammen med globale temperaturer under gennemsnittet.
Det er ikke første gang, man oplever, at Solens aktivitet rammer et minimum. Umiddelbart efter Galileo begyndte at lave datasæt for Solens pletter, gik vores sol i 1645 ind i en periode på 70 år, hvor den slet ikke havde nogle pletter.
Den periode er senere blevet kendt som ’Maunderminimummet’ eller ’Den lille istid’, hvor Europa oplevede meget lave temperaturer.
I de sidste 50 år har Solens aktivitet været meget høj, og det kom derfor bag på mange, da den nye cyklus i 2008 lod vente på sig. I stedet for at fortsætte på et højt niveau, faldt aktiviteten pludselig til et minimum og lå på næsten nul i tre år.
»Da det skete, blev der foretaget nye målinger, og alle forudsagde, at vi ville opleve en periode med meget lav solaktivitet. Det kunne enten betyde, at vi ville få lavere temperaturer, eller at det kunne modvirke den globale opvarmning,« siger Christoffer Karoff.
Vi aner ikke, hvordan Solen kommer til at opføre sig
\ Fakta
Solpletter er områder med intens magnetisk aktivitet. Solpletter og soludbrud skyldes ustabilitet i Solens magnetfelt kombineret med solens rotation. Solpletterne er koldere end resten af overfladen og virker derfor mørkere, men der foregår en voldsom aktivitet i sådanne områder. De største solpletter kan have en radius på titusindvis af kilometer – i visse tilfælde bredere end Jordens.
Da Solens aktivitet pludselig faldt, lavede ’National Solar Observatory’ i USA en pressemeddelelse med tre forskellige forskningsresultater, som alle argumenterede for, at vi var på vej ind i et nyt Maunderminimum. Forskermiljøet var enigt om, at næste cyklus ville vise en meget lav solaktivitet.
I stedet ser det stik modsatte ud til at være ved at ske: Ifølge de nyeste målinger er Solens aktivitet nu steget igen og er på højde med det niveau, vi har haft de sidste 50 år. Det er derfor højst usandsynligt, at Solens næste cyklus skal byde på et nyt Maunderminimum, som alle havde forudset.
Den nye lille istid er derfor som udgangspunkt aflyst, og det samme er pausen i den globale opvarmning.
»Godt nok var det næste cyklus, man forudsagde noget om på det tidspunkt National Solar Observatory kom ud med deres pressemeddelelse. Men med de tal vi har på hånden lige nu, ser det ud til, at tolkningen af resultaterne var forkerte, slet og ret – på den måde skal vi nu starte forfra,« siger Christoffer Karoff.
\ Fakta
Den kendte direkte indflydelse Solen har på Jordens klima er i gennem den variable mængde lys, Solen udstråler. Den mulige indirekte indflydelse er i gennem den kontrol solaktiviteten har på for eksempel energetiske partikler der kommer til Jorden, samt magnetfelter ved Jorden.
De nye tal betyder, at forskerne igen er på bar bund. Hvorfor rykkede cyklusserne sig, hvorfor faldt Solens aktivitet pludselig i en årrække, og hvorfor er den nu steget igen? Det er der ingen, der kan give et klart svar på, fortæller Christoffer Karoff.
»For tre år siden troede vi, at vi kunne forudse Solens opførsel i vid udstrækning. Det er nu slået fast med syvtommersøm, at vi ikke ved, hvordan Solen vil opføre sig mere end 14 dage ud i fremtiden.«
Måske skal vi revurdere global opvarmning
Det eneste, vi på nuværende tidspunkt ved, er altså, at vi næsten intet ved.
Blot kan man sige, at det ikke er sandsynligt, at et nyt Maunderminimum er lige om hjørnet. Det betyder måske, at vi er nødt til at håndtere den globale opvarmning med fornyet hastværk – eller at vi er nødt til at revurdere vores opfattelse af CO2-relaterede stigninger i temperaturen.
»Det er ikke alene solfysikere, der har snakket om denne pause i den globale opvarmning – folk, der sidder og arbejder med det her, har det problem, at vi ikke har set markante temperaturstigninger siden 1998. Det har man indtil videre kunnet forklare med lokale klimafænomener, men hvis temperaturen hænger sammen med CO2, så burde den være steget nu, medmindre det var Solens skyld, fordi den opførte sig mærkeligt,« siger Christoffer Karoff og slutter:
»Det gør den altså ikke mere, så nu kan vi ikke længere bruge den som undskyldning, hvis ikke temperaturerne stiger.«
\ Postdoc Christoffer Karoff skriver blogindlæg for Videnskab.dk - om solpletter og Solens opførsel i øvrigt.
Hvis du har lyst til at læse nogle af hans blogs, kan du blandt andet klikke ind på:
'Lys i forskellige farver følger solpletter forskelligt'
