Messier 78 er et godt eksempel på det astronomerne kalder en reflektionståge - en tåge, der reflekterer lyset fra nærtliggende stjerner.
Stjernetågen, der ligger ca. 1.600 lysår fra Jorden, domineres af blålige farver. Det skyldes, at stjernelys kastes tilbage - reflekteres af bittesmå støvkorn i tågen.
To stjerner med katalognavnene HD 38563A og HD 38563B er tågens primære 'kraftværk'.
Messier 78 indeholder dog også et betydeligt antal lette og meget unge stjerner, der befinder sig i de allertidligste faser af deres liv.
Dette smukke portræt af Messier 78 er en kombination af optagelser lavet med det astronomiske vidvinkelkamera Wide Field Imager (WFI).
Det er monteret på det tyske 2,2 meter teleskop, der sammen med en lang række andre teleskoper står på bjerget Cerro La Silla i den knastørre Atacama-ørken i Chile. La Silla drives af det Europæiske Syd Observatorium.
Optagelserne af Messier 78 blev fisket op af ESO's arkiver af Igor Chekalin fra Rusland, da han sidste år deltog i konkurrencen ''ESO’s Skjulte Skatte 2010''.
Konkurrencen gik ud på at lade amatørastronomer og fotoentusiaster fremstille smukke billeder med data fra ESO's omfattende arkiver. Chelakin's billede af Messier 78 vandt konkurrencen.






























