I et kort øjeblik ser man et lysende grønt glimt.
I en ny video har NASA-astronauten Matthew Dominick opfanget øjeblikket, da en meteor eksploderer over Jorden.
Det skriver Space.com.
Timelapse-videoen er taget fra Den Internationale Rumstation (ISS), da den passerede Kairo i Egypten.
På mediet X skriver Matthew Dominick, der er kommandør for SpaceX’ Crew-8 mission, at han viste billederne til et par venner for at høre deres teori om, hvad udbruddet skyldes.
»De mente begge, at det var en meteor, som eksploderede i atmosfæren - en ret så lys en, som kaldes for en bolide,« skriver han på X.
En bolide er en stor og stærkt lysende meteor, der eksploderer i Jordens atmosfære, og som ofte efterlader et brag.
Det kan vare flere sekunder og derefter skabe det lysende skær hen over himlen, som man ser på videoen.

»Jeg tror, det ville være interessant at sammenligne bolidens størrelse med andre objekter inden for synsvidde som Middelhavet, Kairo eller lynnedslag,« skriver han.
Matthew Dominick stødte på boliden, da han kiggede de 20 billeder igennem, som var taget fra ISS-modulet Cupola.





























