For 13 år siden så tre eksperter i optiske fænomener nogle mystiske ekkoer på hver side af en normal solsøjle i Finland. Det har siden da ikke været muligt for dem at forklare de mystiske solsøjleekkoer.
Sagen blev lagt til side i mangel af bekræftelse fra en anden observation. Nu er disse solsøjleekkoer blevet observeret igen, men det vides stadigvæk ikke, hvordan de opstår.
Iskrystaller fra højere luftlag reflekterer
Solsøljer dannes, når Solens lys reflekteres i iskrystaller, der langsomt daler mod Jordens overflade fra de høje luftlag. Fænomenet ses ved solopgang og solnedgang, når solen er tæt ved horisonten. Solsøjlerne ses som lodrette kolonner fra en opgående eller nedgående sol og kan ses hele året rundt.
Der er en række forskellige lyskilder, der kan skabe lignende søjler, som Månens lys eller gadebelysning, men navnet solsøjler tillægges kun, når lyskilden stammer fra Solen. Forskerne ønsker nu at gå videre med deres undersøgelser, for at forstå dette mystiske fænomen.






























