Her i slutningen af november ses planeterne Venus og Saturn tæt sammen på morgenhimlen før solopgang. Den 27. november er afstanden mellem de to planeter mindst - kun ca. en halv grad.
Den 27. november står planetparret op i øst-sydøstlig retning omkring kl. 5 dansk tid og bevæger sig herefter op på den sydøstlige himmel. Fra kl. 6 og frem til kl. 7, hvor det begynder at blive lyst, skulle der derfor være gode chancer for at se det kosmiske stævnemøde. Kl. 7 vil der også være mulighed for at få planeten Merkur med. Den står lidt lavere og længere mod øst end Venus og Saturn.
Venus og Saturn er faktisk langt fra hinanden
Selvom Venus og Saturn står meget tæt på hinanden set her fra Jorden, er de i virkeligheden mange millioner kilometer adskilt ude i rummet. Den 27. november er afstanden fra Jorden til Venus nemlig godt 209 millioner kilometer, mens der er hele 1,59 milliarder kilometer til Saturn. Venus er altså mere end 7,5 gange tættere på end Saturn. Merkur er dog den af de tre planeter, der er nærmest Jorden med en afstand på knapt 123 millioner kilometer.
Det er dog Venus er langt den klareste af de tre planeter. Faktisk er Venus det klareste naturlige objekt på himlen efter Solen og Månen. Den imponerende lysstyrke skyldes et tæt skylag, der altid indhyller planeten, og som effektivt tilbagekaster Solens lys. Skyerne består dog ikke af vanddråber eller iskrystaller, men derimod af dråber af svovlsyre. Saturn, der er kendt for sin enorme ring, er Solsystemets næststørste planet.






























