Siden august 2009 har den europæiske Planck-satellit studeret universet for at give os ny viden om universets fødsel, vores galakse Mælkevejen og de andre galakser i universet.
I lørdags, 14. januar, holdt det ene af satellittens to måleinstrumenter imidlertid op med at virke.
Det skete, fordi instrumentet - det såkaldte High Frequency Instrument (HFI) - som forventet løb tør for kølemidddel. Uden aktiv køling til en temperatur på -273,05 grader Celsius kan HFI nemlig ikke fungere. Et andet instrument på Planck - Low Frequency Instrument (LFI) - fortsætter dog med at lave målinger.
Planck fortæller om Big Bang og galakser
Ved hjælp af Plancks målinger er det muligt at lave den til dato mest følsomme og detaljerede kortlægning af eftergløden fra universets fødsel - det såkaldte Big Bang. Men Mælkevejen og de andre galakser og galaksehobe danner en naturlig forgrund, der kommer med i Plancks målinger. Det er stråling fra bl.a. gas og støv i Mælkevejen og i andre galakser, der fanges af Planck.
Data fra Planck giver os derfor både mulighed for at lære mere om Big Bang, Mælkevejen og andre galakser.
Danske forskere har direkte adgang til Planck
Seniorforsker Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen fra Institut for Rumforskning og -teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space) har ledet udviklingen af Plancks teleskop, der indfanger eftergløden fra Big Bang - bl.a. med støtte fra det danske firma Ticra A/S.
Det danske bidrag til Planck giver danske forskere direkte adgang til de uhyre værdifulde observationer satellitten allerede har lavet og fortsat leverer.
Det forventes, at Plancks resultater vedrørende eftergløden fra Big Bang er klar til at blive præsenteret til næste år - altså i 2013.






























