NASA har for få dage siden offentliggjort det hidtil bedste kort over Den Røde Planet.
Kortet er lavet af NASAs Mars Odyssey, der nåede frem til Mars i 2001 og som er den ældste sonde i kredsløb om planeten.
Siden da har sonden taget over 21.000 snapshots af overfladen ved hjælp af dets infrarøde kamera THEMIS, og det er dem, som forskere ved NASA nu har stykket sammen til et globalt Mars-kort.
Når man ser på kortet som en helhed, ser det ikke ud af noget særligt, men dets styrke fremstår lysende klart, når man zoomer ind på et specifikt område af overfladen.
Her kan man nyde detaljer såsom bjerge, dale og sletter helt ned til en opløsning på 100 meter.
»Kortet bliver en ramme for globale studier af de geologiske forhold på planeten, som f.eks. mineralsammensætningen og de fysiske egenskaber ved de stoffer, der findes på overfladen,« fortæller forskeren Jeffrey Plaut ved NASAs forskningscenter JPL i en pressemeddelelse.
Fremstillingen af kortet var ikke nogen let sag, for umiddelbart passede Odysseys tusindvis af billeder ikke sammen, fordi de var forvrænget af forskellige former for støj. NASA har dog haft held med at korrigere for støjen og sætte billederne sammen til en helhed, og resultatet er et enestående kort, der gengiver overfladen nøjagtigt ned til mindste detalje.
\ Fakta
VIDSTE DU
Kameraer såsom HiRISE ombord på den nyere marssonde Mars Reconnaissance Orbiter kan spotte ting, som har en udstrækning på bare én meter, men har kun kortlagt små områder af planeten.
»Teamet bag Mars Odyssey THEMIS har skabt et enestående og spektakulært produkt, som vil være et fantastisk værktøj for forskere i mange år fremover,« slutter Jeffrey Plaut.
Et fantastisk værktøj
Nyheden om det nye kort bliver modtaget med begejstring af Mars-gruppen på Niels Bohr Institutttet på Københavns Universitet.
»Det nye kort vil sikkert være et godt supplement til det såkaldte MOLAR-kort, der er et globalt højdekort over planeten, som sonden Mars Global Surveyor har skabt ved at skyde laserstråler ned på overfladen,« siger Christoffer Leer, der er post doc ved Niels Bohr Instituttet.
Han slutter:
»Det vil være et godt supplement til at finde de områder, der rent videnskabeligt vil være gode at udforske på Mars. Med et højdekort kan du kun se højdeprofilen af et landskab, med dette kort vil man vil kunne se farverne og udstrækningen af specifikke områder som f.eks. iskapperne, hvilket er værdifuld viden i forståelsen af planetens geologiske udvikling.«
Odyssey ramt af uheld
Det nye billede blev offentliggjort få dage efter, at NASA annoncerede, at sonden kortvarigt vil blive sat ud af drift fordi en af dens elektriske komponenter, der er ansvarlig for at flytte dens solpaneler, er blevet skadet. Sonden løste problemet ved at lade solpanelerne bruge en anden komponent og den kunne dermed genoptage sit arbejde i fredags.
NASA krydser fingre for, at sonden kan holde i minimum fem måneder mere, i så fald vil den nemlig slå levetids-rekorden for en Mars-sonde, der hidtil er blevet sat af NASAs Mars Global Surveyor. Den sonde kredsede om Den Røde Planet i lidt mere end ni år fra september 1997 til november 2006.






























