Som om geologien på Mars havde brug for at blive mere speciel:
Den røde planet, vores nærmeste planetnabo i verdensrummet, har allerede solsystemets højeste bjerg, og også den største kløft, det som på engelsk kaldes ’canyon’.
Bjerget Olympus Mons rager hele 22 kilometer op, mens kløften Valles Marineris er 4.000 kilometer lang, 7 kilometer dyb og op til 200 kilometer bred.
Nu har geologer fra USA opdaget endnu en geografisk specialitet på planeten:
En speciel type vinderosion har lavet det, der ligner sandklitter nede i Valles Marineris. Men sandklitterne er af fast sten. Vinden har nemlig gravet kløfter ud i et regelmæssigt mønster – og sådan noget er der kun meget lidt af her på jorden.
Forskerne mener, at disse stenklitter kan være nøglen til Mars’ geologiske fortid.
Associationer til Pabst Blue Ribbon
Det er forskere fra University of Washington i Seattle, som har studeret billeder fra NASA og har opdaget den nye type landformation.
Den har fået navnet 'periodic bedrock ridges' på engelsk, noget som kan oversættes til periodiske bjerggrundsformationer på dansk. På engelsk forkorter de navnet PBR, og forskerne benytter altså et godt salgstrick for at få opmærksomhed om forskningen.
Ifølge nyhedssiden EarthSky giver forkortelsen nemlig læserne associationer til det kendte amerikanske ølmærke Pabst Blue Ribbon.
Hoppende vind
David Montgomery, professor ved University of Washingtin, forklarer i en pressemeddelelse fra universitetet, hvad han tror, har skabt stenklitterne:
Når der er vindstød, som bevæger sig på tværs af den herskende vindretning, kan stødene ramme bump og højtliggende heder, og kastes op i luften – lidt på samme måde som en slalomkører, der tager fra og hopper et lille stykke, når han kører over en knold.
Vinden eroderer så bjerggrunden i regelmæssige mønstre i det område, hvor den lander.
Den nøjagtige afstand mellem PBR’erne afhænger af både vindstyrke, formen på landmasserne, som vinden hopper af fra, og også tykkelsen på atmosfæren.
Vand ødelægger jorden
David Montgomery tror, at den slags sten, der er snak om, er en blødere slags end ellers i bjerggrunden på Mars, og at det også har muliggjort erosionen.
»Hidtil har vi ikke fundet nogen steder, som har nøjagtigt denne type erosion på jorden,« fortæller han.
»Der er slet og ret få steder på jorden, hvor vind er den eneste kraft, som eroderer bjerggrunden. De fleste steder er der også vand til stede, som skærer dale ud, og vanderosion former topografien på sin egen måde.«
Alt dette er ganske fint – men det er måske egentlig ikke så mærkeligt, at der findes ukendte landformationer på Mars. Det er trods alt en helt anden planet.
Så hvad skal vi egentlig med sådanne geologiske kuriosa?
»Hvis disse periodiske bjerggrundsformationer faktisk er gravet ud af vinden, og ikke opsamlet som sandklitter, kan de gøre, at vi kan gå tilbage og se på tidligere tider af Mars’ historie,« siger David Montgomery i pressemeddelelsen.
Hvis højderyggene er stenklitter, kan forskerne ikke få nogen historie ud af materialet, som ligger på toppen. Det bliver som at forsøge at fortælle Råbjerg Miles geologiske historie ud fra hvilken type sand, som tilfældigvis ligger på toppen af klitterne i det øjeblik, du vandrer forbi.
Måske ikke førsteprioritet for Marsmissionen
»Hvis vinden i stedet har skåret i bjerget, har den gjort os en tjeneste og afdækket lag, som kan fortælle en historie,« siger David Montgomery.
Det kan sammenlignes med Grand Canyon her på jorden: De geologiske tidsepoker ses som lag nedover i den kæmpe kløft.
Ganske rigtigt kan det ske, at du faktisk bliver nødt til at tage til Mars for at tjekke, hvad PBR’erne afslører.
Og den dag vi faktisk sender en astronaut på den tre år lange færd gennem universet, ja, da kan det tænkes, at NASA har andre ting højere oppe på deres prioriteringsliste.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
