Måske opstod universet ikke i en kæmpe eksplosion for over 13 milliarder år siden - kendt som 'The Big Bang'.
Den amerikanske fysiker Nikodem Poplawski foreslår i stedet, at det hele startede da en stor stjerne kollapsede i et større univers.
Set udefra ville den kollapsede stjerne opføre sig nøjagtigt som et sort hul, hvor tyngdekraften bliver så stærk, at stoffet i stjernen presser sig selv sammen til et uendeligt lille punkt.
Hvide huller danner broer
Men Poplawskis teori foreslår, at sådanne tilsyneladende sorte huller i nogle tilfælde kan være det forskerne kalder 'hvide huller'.
I sådanne hvide huller dannes såkaldte Einstein-Rosen-broer, bedre kendt som ormehuller, eller genveje gennem tid og rum.
I sådanne ormehuller kan nye universer opstå, rapporterer hjemmesiden for tidsskriftet 'Science'.
Teorien om alt
Denne teori kan løse flere problemer som fysikerne bakser med.
Et problem er, at tyngdekraften ikke kan forenes med de andre grundlæggende kræfter i universet: kræfterne som virker i atomkernerne og de elektromagnetiske kræfter.

Men hvis et andet univers fandtes før vores eget, kan tyngdekraften spores tilbage til et punkt hvor alle kræfterne forenes, ifølge artiklen.
En sådan forening kan bringe forskerne et skridt nærmere drømmen om 'teorien for alt' (Theory of Everything, TOE).
Ud af ormehullet?
Et andet problem er, at vores univers udvider sig hurtigere og hurtigere, selv om tyngdekraften burde bremse denne udvidelse.
Forskerne har foreslået at udvidelsen skyldes en teoretisk 'mørk energi'.
Ideen om at universet befinder sig inde i et ormehul, tilbyder en anden forklaring. Ormehullet udvider sig nemlig i begge ender, og hvis universet er på vej ud af ormehullet, kan dette forklare udvidelsen.
Den nye teori præsenteres i en artikel i tidsskriftet Physics Letters.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov






























