Siden midten af 1970'erne har den foretrukne teori for Månens dannelse lydt, at et gigantisk sammenstød mellem den unge jordklode og en anden stor klode resulterede i Jorden og Månen, som vi kender dem i dag.
Men måske er Månen nærmere resultatet af en række mindre kollisioner. Tidligt i Solsystemets historie kan Jorden være ramt af enorme meteorer, og ved hvert meteornedslag blev der kastet store mængder materiale fra Jorden ud i rummet.
Hver gang samlede materialet sig til en mini-måne i kredsløb om Jorden. Efterhånden som der kom flere mini-måner, smeltede de sammen, så det til sidst blev til vores store måne.
20 nedslag skulle være nok
Sådan lyder teorien fra tre israelske forskere, som har ladet en supercomputer simulere en jordklode, der bombarderes af andre, mindre objekter.
20 solide nedslag i løbet af cirka 100 millioner år skulle være nok til at danne en stor måne som den, vi har nu, fremgår det af en videnskabelig artikel i tidsskriftet Nature Geoscience.
Professor James Connelly fra Statens Naturhistoriske Museum, der hører under Københavns Universitet, er dog ikke overbevist. Han er ret skeptisk over for ideen om, at mange små måner skulle have skabt den store, og han synes, der er visse mangler i den nye artikel:
»De tager ikke vores viden om Månens geologi i betragtning. De behandler bare Månen som et objekt, der eksisterer derude, og så regner de sig frem til en måde, hvorpå sådan en stor klode kunne være dannet af mindre kloder – uden at tage hensyn til alt det, vi ved om Månen.«
Geologien passer ikke
»De kan ikke rigtig forklare, hvordan man kommer fra de mange mini-måner til den måne, vi kender i dag. Deres model kan ikke forklare Månens geologi. Der er intet, der tyder på, at Månen er dannet stykke for stykke, nærmere tværtimod,« forklarer James Connelly og fortsætter:
»Engang har der været et stort magma-ocean på Månen – den har nærmest været flydende. Efterhånden som magmaen størknede, dannedes de bjergarter, vi ser på Månen i dag. Oceanet af magma må være dannet ved et uhyre stort sammenstød; det er svært at se, hvordan en måne, der er skabt af kollisioner mellem mini-måner gennem millioner af år, kan have haft sådan et magma-ocean.«
»Modellen kan heller ikke forklare, hvordan vi kan ende med en måne med en kerne af jern, som vi ved, den har. Det ville ikke være tilfældet, hvis Månen stort set ikke bestod af andet end materiale fra Jordens skorpe og kappe. Hvor skulle jernkernen komme fra?«
Jorden og Månen ligner hinanden
Problemet med de nuværende teorier har været, at forskerne haft svært ved at forklare, hvorfor Jorden og Månen ligner hinanden så meget i sammensætning – hvorfor de består af de samme isotoper (varianter af grundstoffer).
Hvis det var to store kloder, der ramte hinanden engang, har de sandsynligvis ikke haft samme isotop-sammensætning, og derfor burde Jorden og Månen være mere forskellige, lyder argumentet.
Der er dog lavet adskillige modeller, der både forklarer Jorden og Månens lighed og klodernes rotationer ud fra et enkelt gigantiske sammenstød, som Videnskab.dk senest skrev om i artiklen Gigantisk sammenstød slog Jorden om på siden.
»Der er modeller, der fint forklarer isotop-sammensætningen ud fra en gigantisk kollision. Det er absolut ikke sådan, at ligheden mellem Jorden og Månen udelukker, at Månen blev dannet ved én enkelt kæmpekollision,« lyder det fra James Connelly, der blandt andet forsker i dateringen af Jorden og Månen ud fra isotop-sammensætningen.
Mange mindre kollisioner kan være forklaringen
Men mange mindre kollisioner er altså også en mulig forklaring. For 4,5 milliarder år siden kan det indre af Solsystemet nemlig godt have været ganske kaotisk og fyldt med kloder af alle mulige størrelser.
Der kan have været masser af sammenstød mellem kloderne, og hvis Jorden blev ramt af mange objekter, der kun vejede mellem en hundrededel og en tiendedel af jordkloden, kunne hvert nedslag have sendt mere jordmateriale end meteormateriale ud i rummet.
Det forklarer, hvorfor Månens sammensætning ligner Jorden – den er simpelthen fortrinsvis bygget af materiale fra Jorden, der først er slynget ud i rummet, hvor det er blevet til mini-måner, der har samlet sig til én stor måne.
Sidste ord er ikke sagt
I en kommentar, der bringes i samme nummer af Nature Geoscience, bemærker Gareth S. Collins fra Imperial College i London, at der er behov for en bedre forståelse af, hvordan mini-måner kan opstå og senere smelte sammen, hvis den nye teori skal underbygges.
Han mener også, at der muligvis skal mange flere end 20 nedslag til at skabe Månen, hvilket gør teorien mindre sandsynlig.
Sikkert er det, at det sidste ord endnu ikke er sagt i sagen om Månens dannelse. Der skal flere geologiske data fra både Jorden og Månen kombineret med nye computersimuleringer til, før forskerne kan komme nærmere sandheden om vores nærmeste naboklode.
