Soludbrud er de største energiudladninger i Solsystemet. Det går ikke stille af sig, når en del af den energi, der ellers er bundet i Solens magnetfelter, frigives i en voldsom eksplosion i Solens øvre atmosfære. Enorme mængder plasma kastes langt ud fra overfladen af vores lokale stjerne ved en såkaldt ’koronal masseudkastning’.
Forståelsen af eksplosionerne bliver stadig større, og astrofysikerne håber på, at vi en dag bliver så kloge på Solens luner, at vi bliver i stand til at forudsige soludbrud og deres eventuelle konsekvenser for os på Jorden.
Sammen med forskere fra Kina, USA og Rumænien har lektor Klaus Galsgaard fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet udarbejdet en ny og bedre model for soludbrud og dermed kommet et skridt nærmere dette mål.
Et spadestik dybere på Solen
»Vi prøver at forstå, hvad der sker på Solen - hvad er det for nogle situationer, der skal til, før vi får igangsat en koronal masseudkastning,« fortæller Klaus Galsgaard.
»På længere sigt kan vores model føre til bedre vejrudsigter for rummet. Jo bedre vi forstår processerne på Solen, desto bedre kan vi forudsige, hvad der kommer til at ske.«
\ Fakta
Solens magnetfelt stammer fra elektrisk ladede gasser, der bevæger sig rundt i Solens konvektionszone fra overfladen og cirka 200.000 kilometer ned. Den elektriske strøm fungerer som en magnetisk dynamo.
Tidligere har astrofysikerne blot kigget på, hvad der sker på Solens overflade. Men i den nye model har forskerne gravet et spadestik dybere, så at sige. De starter nemlig computersimuleringen et stykke nede i Solens indre - nede i den såkaldte ’konvektionszone’.
I computermodellen kan forskerne følge bundter af magnetiske feltlinjer, som de rejser sig fra konvektionszonen, bryder igennem til Solens atmosfære og til sidst rækker millioner af kilometer ud i rummet.
Modellen passer med virkeligheden
En model er ikke meget værd, hvis den ikke giver resultater, der passer med observationerne. Og det gør den nye model da også, understreger Klaus Galsgaard.
»Vi kan se, at de strukturer, vi får ud af vores model, rent faktisk også passer med det, vi observerer. Så vi rammer da ikke helt ved siden af.«
I den videnskabelige artikel, der netop er publiceret i tidsskriftet Nature Physics, viser forskerne, hvordan bevægelser i Solens komplekse magnetfelter ifølge modellen kan resultere en s-formet struktur på Solens overflade.
Sådanne strukturer, der udsender røntgenstråler, ses også tydeligt på billeder fra den japanske satellit Hinode, der netop blev sendt op for at studere Solens magnetfelt.
Brug for bedre satellitter
Netop kombinationen af gode satellitbilleder og computermodeller, som den forskerne nu har præsenteret, kan gøre det muligt at forudsige soludbrud langt bedre, end det kan gøres i dag.
Med et godt varsel kan man bedre forberede sig på soludbrud, der kan have betydning for os her på Jorden. Hvis skyen af varme gasser med tilhørende magnetfelt, som udsendes fra Solen, har retning mod Jorden, kan strålingen skade astronauter og forstyrre elektronikken i satellitter.
Ved polerne kan soludbrud give anledning til ekstra flot polarlys, men de kan også skabe fejlstrømme i elektriske kredsløb på Jorden. Her er det især lange højspændingslinjer, der er udsatte. I marts 1989 mistede seks millioner canadiere for eksempel strømmen, da elnettet i Quebec kollapsede efter et soludbrud.
Klaus Galsgaard kunne dog godt tænke sig nogle bedre data at putte ind i modellen.
»Vi har brug for meget detaljerede målinger af magnetfeltet på Solens overflade,« siger han. »Her kan vi kun håbe på, at vi inden for en overskuelig årrække får nogle satellitter, der er endnu bedre, end dem vi har nu.«
