Så er det alvor for ISON. Torsdag aften omkring klokken halv otte passerer kometen tæt forbi Solen, og her risikerer den at fordampe eller gå i opløsning. Hvis den klarer turen, kan den dukke op på decemberhimlen som en af de klareste kometer i dette århundrede.
ISON er ikke kun spændende, fordi den måske bliver synlig med det blotte øje her fra den nordlige halvkugle. Kometen er også interessant, fordi den strejfer Solen, og ikke mindst fordi den kommer langvejs fra.
Kometens bane tyder på, at den kommer fra Oort-skyen i det yderste af Solsystemet. Her kredser utallige små islegemer, der er blevet tilovers fra Solsystemets dannelse. Ind imellem begiver en isklump sig indad i Solsystemet og bliver til en komet.
Studiet af ISON kan fortæller os noget om Solsystemets barndom, så derfor studeres den nøje ved hjælp af mange forskellige teleskoper i rummet og på landjorden.
ISON får varmen
Astronomerne kan kun gisne om ISON's skæbne, for der er ikke mange fortilfælde. Det er sjældent, at kometer kommer så tæt på Solen, som ISON gør det, og astronomerne ved ikke ret meget om kometens størrelse og sammensætning.
Sikkert er det imidlertid, at den vil svinge rundt om Solen med en tophastighed på cirka 378 kilometer i sekundet, og når den er tættest på, vil der være mindre end 1,2 millioner km til Solens overflade.
Når ISON er helt derinde, vil dens overflade bliver varmet op til 2.700 grader celsius, så meget af kometen vil uden tvivl fordampe. Kun hvis dens kerne er større end 400 meter i diameter, vil den overleve hedeturen.
En tur i vridemaskinen
Det er uhyre svært at måle kometkernens størrelse præcist, for den er indhyllet i en sky af støv og gas - den såkaldte koma. Ud fra observationer foretaget med rumteleskopet Hubble kan astronomerne sige, at kometkernen højst er fire kilometer i diameter.
Andre observationer peger på en diameter på mindst 800 meter, så kometen burde kunne klare varmen. Den vil sandsynligvis ikke fordampe fuldstændig.
Men selv om ISON ikke forsvinder helt, er det ikke sikkert, at den forbliver i ét stykke. Der er en risiko for, at kometen bliver revet i stykker i Solens kraftige tyngdefelt. Tyngdekraften fra Solen er ikke den samme overalt på kometen, så forskellige dele af den påvirkes forskelligt.
\ Fakta
En komet er en isklump, der bevæger sig i en aflang bane omkring Solen. Når kometen kommer ind i det indre af Solsystemet, varmes den op, så isen begynder at fordampe. Så frigiver kometen støv og gasser, der var spærret inde i isen. Strålingen fra Solen skubber til støvet, så der dannes en hale, som altid vender bort fra Solen. Støvet reflekterer sollyset, så kometen kan ses fra Jorden.
Disse såkaldte tidevandskræfter vil hive og flå i kometen, når den passerer Solen, så det er muligt, at kometen går i småstykker og ikke dukker helskindet op igen
Faktisk antyder de allernyeste observationer, at kometkernen allerede nu er ved at gå i opløsning. Kometen er blusset op, fordi den udsender en masse støv, og det kan skyldes, at kernen er gået itu. Men intet er sikkert endnu.
Tidligt op og se mod øst
Kometen, der kort tid efter opdagelsen den 21. september 2012 blev udråbt til århundredes komet, kan ende som årets astronomiske skuffelse. Men den kan altså også gå hen og blive et særdeles smukt syn på himlen - især hvis man ved, hvor man skal kigge hen, og hvornår man skal gøre det.
I øjeblikket er det umuligt at se ISON, fordi den simpelthen er for tæt på Solen. Men når der er gået nogle dage, burde det blive muligt at se kometen med det blotte øje - eller endnu bedre, med en almindelig håndkikkert - hvis ISON overlever, altså.
I starten af december vil kometen stadig være tæt på Solen, og det gælder om at fange den, lige før Solen står op eller lige efter den går ned.
Julestjerne med hale

I østen stiger Solen op, så en uges tid inde i julemåneden skal man kigge lige over horisonten mod øst-sydøst i timen før solopgang. Her er der bedst chancer for at se kometen med hale og det hele, hvis vi vel at mærke bliver velsignet med klart vejr.
Kan man ikke komme tidligt op om morgenen, kan man prøve at kigge mod vest i tiden lige efter solnedgang. Men kometen vil være tydeligst om morgenen, hvor den kommer stadig højere op på den østlige himlen i løbet af december.
På sin blog har vores læser Tom Axelsen skrevet mere om mulighederne for at se ISON fra Danmark. Så du kan læse videre på grib-stjernerne.dk.






























