I vores solsystem findes der mange frostlinjer, der har defineret, hvordan planeterne i forskellige afstande fra Solen er opbygget.
Tæt på Solen, hvor det er varmt, er det de færreste materialer, der kan være på deres faste form - men når man rejser væk fra Solen, kan stoffer som vand, metan, kuldioxid og kulilte en efter en findes på fast form.
I vores solsystem ligger frostlinjen for vand mellem Mars og Jupiter, og det er tydeligt at se den store forskel på planeterne på hver side af vand-frostlinjen. Samme princip ser man i andre planetsystemer.
Når et planetsystem dannes, sker dette ud fra en stor skive af gas og støv. Når de forskellige stoffer kan være på fast form, vil de lægge sig som en klistret sne på støvkornene, hvilket gør det lettere for støvet at klumpe sig sammen og på sigt danne planeter.
Frostlinjen blev fundet indirekte
Omkring stjernen TW Hydrae har ESO (European Southern Observatory) fundet kulilte-frostlinjen ved at bruge ALMA-teleskopet og en smart fidus.
Det forholder sig nemlig sådan, at det ikke er muligt at se kulilten i sig selv og slet ikke at se, hvilken form det er på. Dog har det været muligt at observere det indirekte.
I støvskiven omkring TW Hydrae findes et molekyle ved navn diazenylium. Det er nemt for ALMA at observere, da det lyser klart i millimeterområdet af spektret: Det er lys, som vi mennesker ikke kan se.
Disse molekyler er meget skrøbelige og ødelægges nemt af kulilte, når det er på gasform, men det bliver ikke ødelagt af kulilte, når det er på fast form. Derfor kunne astronomerne indirekte se, om kulilte var på fast eller gasform.
Kuliltefrostlinjen befinder sig 30 astronomiske enheder fra stjernen, hvilket er cirka samme afstand, som solsystemets yderste planet ligger fra Solen.
