Vi er bedst til at modtage viden, hvis den bygger oven på det, vi allerede ved i forvejen. Derfor er det ifølge forskningsformidler og astrofysiker Anja Cetti Andersen vigtigt, at man møder sit publikum, der hvor de er – både sprogligt og vidensmæssigt.
Astrofysikeren deler sine erfaringer som formidler ud i Videnskab.dk’s nye lærebog til faglige formidler. Bogen hedder ’Slip din viden løs’ og er netop udkommet på forlaget Ajour.
Anja Cetti Andersen er til daglig lektor i astronomi og forsker i kosmisk støv på Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.
Hun har udgivet flere videnskabelige bøger, modtog i 2006 P1’s Rosenkjærpris for sin formidling og har medvirket i flere radio- og tv-programmer om videnskab.
Hvordan kom du i gang med at formidle din forskning til offentligheden?
»Jeg var studerende, før SU’en blev opfundet, så jeg havde brug for et studenterjob. Jeg hørte, at man kunne undervise på Folkeuniversitetet, så der fik jeg job sammen med en af mine medstuderende, og det var rigtigt sjovt. Publikum reagerede nemlig positivt, når man selv var begejstret over det, man fortalte om! Nogle af kursisterne spurgte, om jeg kunne holde foredrag i deres amatør-astronomi-forening, og sådan spredte det sig.«
»Jeg fortsatte med at formidle, da jeg fik et ph.d.-stipendium. Skrev nogle artikler til Astronomisk Selskab og blev af foreningen udnævnt som årets artikelforfatter 1997. Det var en anerkendelse, som ansporede til, at jeg fik lyst til at formidle endnu mere. Men at jeg i dag er formidler, skyldes i virkeligheden, at begejstrede amatør-astronomer har opfordret mig til at gøre det. Og så er der også i astronomi-faget tradition for at formidle.«
Tænker du på, hvordan dine forskerkollegaer opfatter det, du formidler?
»Som ph.d.-studerende var jeg hundeangst for at sige noget forkert. Når man vil forklare noget på en enkel måde, kan man nogle gange komme til at skære et hjørne væk, så man ikke længere er korrekt. Og det skal jo være korrekt.«
»Engang blev jeg interviewet til en avisartikel om nanodiamanter. Det var, før nano var et rimelig kendt begreb i offentligheden, så journalisten spurgte, om han ikke kunne skrive mikrodiamanter i stedet. Det måtte jeg sige nej til. Jeg foreslog, at vi i stedet skrev bittesmå diamanter. For en almindelig læser ville det være lige meget, om der stod mikro eller bittesmå. Men for en forsker er det forkert at skrive, at noget er mikro-størrelse, når det i virkeligheden er nano.«
Hvordan afgør du, hvornår du skal give lidt køb på præcisionen i formidlingens tjeneste, og hvornår du skal holde fast i fagligheden?
»Du er nødt til tage nogle valg for at få en stringent historie. Om, hvad du fortæller, og hvad du ikke fortæller. Men jo mere erfaring man får, des mere fornemmelse får man for, hvad folk interesserer sig for, hvad de undrer sig over, hvad de ikke forstår, og hvad de ikke behøver at vide.«
Hvad er dine bedste råd om formidling til andre forskere?
»Du skal formidle noget, som du selv synes er interessant. Hvis man selv giver udtryk for, at det er vildt spændende, er det nemmere for publikum at bære over med, at de ikke forstår det i første hug.«
»Så skal man skal tage publikum i hånden, der hvor de er rent vidensmæssigt. Nogle gange er den lille detalje, man som forsker selv synes er sjov, ikke så interessant for folk. Det nytter ikke noget, at jeg som forsker insisterer på at fortælle om stjernestøv i meteoritter, hvis publikum ikke ved, hvad en stjerne er.«
»Lyt til, hvad folk spørger ind til, og find ud af, hvad det er, de gerne vil vide om dit fag. Meget forskningsformidling handler om dialog.«
