En teknisk fejl med udstyr på jorden forhindrede i onsdags opsendelsen af NASA-satellitten Glory. Teknikere er nu ved at finde og løse fejlen, så Glory kan komme af sted - forhåbentlig i begyndelsen eller midten af marts.
Glory skal undersøge små partikler i atmosfæren - såkaldte aerosol'er - og registrere den energi, der kommer fra Solen.
Glory's mission er som udgangspunkt sat til at vare i tre år, men kan blive forlænget med yderligere to år.
Det er Solens energi, der driver Jordens vejr og klima, men den samlede energimængde, der kommer fra Solen, er ikke konstant.
Glory skal lave de hidtil mest nøjagtige målinger af den energimængde, vi modtager fra Solen. Det vil give forskerne mulighed for at afsløre eventuelle variationer, der måske kan kobles til ændringer i klimaet.
Aerosol'er er små partikler - f.eks. dråber eller støvkorn - der enten i sig selv eller ved at virke som spirer til skyer påvirker klimaet.
Præcis hvilken rolle aerosol'er spiller for klimaet er dog langt mere usikkert end f.eks. påvirkningen fra drivhusgasserne i atmosfæren.
Glory vil give forskerne masser af ny information om aerosol'erne i atmosfæren, hvilket forhåbentlig vil bane vejen for en større forståelse af partiklernes indvirkning på vores planets klima.