Holdbar varmekilde øger chancen for liv på ismånen Enceladus

Ismånen Enceladus, der kredser som gaskæmpen Saturn, rummer et stort ocean af flydende saltvand under iskappen.

Det konkluderede forskerne allerede i 2011, hvor vi skrev en artikel om det.

Hvor der er flydende vand, kan der også være liv, og derfor er Enceladus et af de bedste bud, hvis man skal finde liv andre steder i Solsystemet.

Spørgsmålet er så, hvor varmen til at opvarme vandet kommer fra. Det har en international gruppe af forskere nu et nyt bud på, fremgår det af en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature Astronomy.

Forskerne mener, at det er gnidningsmodstanden i en porøs kerne, der giver rigeligt med varme til at holde vandet flydende, og at den proces kan give varme nok til milliarder af år.

»Det er en spændende idé, og det lyder fornuftigt og plausibelt,« siger Kjartan Kinch, der er astrofysiker og lektor på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet om den nye model for Saturn-månen.

Tidevandskræfter opvarmer månen

Ved Enceladus' sydpol er iskappen så tynd, at vandet bliver sendt op igennem revner i isen og ud i rummet, og i 2015 fløj rumsonden Cassini igennem gejserne.

Tidligere i år kom det frem, at der må være en form for hydrotermisk aktivititet på bunden af oceanet, hvilket vi skrev vi om i artiklen Varme kilder kan understøtte liv på Saturns måne Enceladus.

Præcis hvordan vandet i det indre ocean bliver holdt varmt, har hidtil været et åbent spørgsmål.

Det har dog stået klart, at det må have noget at gøre med tidevandskræfter fra Saturn. Disse kræfter får månen til at skifte form, når den kredser om Saturn, og i den forbindelse opstår der friktionsvarme.

Men en måne med en fast, solid kerne, hvor friktionsvarmen afsættes i iskappen og smelter isen, er ikke en særlig holdbar løsning, har forskerne fundet ud af. Det ville ikke give nok varme til at holde vandet flydende i mere end 30 millioner år – en ren bagatel i kosmisk sammenhæng.

Varme nok til milliarder af år

Nu har forskerne altså er bedre bud på, hvordan saltvandet under isen kan holdes flydende, så oceanet kan bestå i længere tid.

Hvis kernen er porøs og fragmenteret, kan klippestykker gnide mod hinanden under indvirkning af tidevandskræfterne, og det kan skabe rigeligt med varme igennem milliarder af år.

»Når kernen er porøs og ikke alt for stiv, deformerer den mere, og der bliver afsat mere varme. Og jeg kan godt lide en forklaring, der er stabil over lang tid. Det er mere betryggende end en model, hvor oceanet kun kan bestå i millioner af år, og at det af en eller anden grund – måske noget med månens bane – så er lige nu, at vandet er flydende,« lyder det fra Kjartan Kinch.

»Det er selvfølgelig også en mere attraktiv model ud fra et livsperspektiv – livet ville have længere tid til at udvikle sig.«

90 grader varme kilder

»Vand trækker ned i kernen og kommer op igen, og det er den måde, varmen bliver transporteret. Derfor får man også varme kilder på specifikke steder på bunden af oceanet,« fortsætter Kjartan Kinch.

Forskerne skriver, at det vand, der passerer igennem hulrum eller porer i den porøse kerne og vælder op fra den igen, kan nå temperaturer på over 90 grader celsius.

Varmen frigives især ved månens sydpol, hvilket forklarer, hvorfor isen er tyndest i det område, og hvorfor det er der, gejsere skyder op fra overfladen.