Herschel har i fire år observeret universet, som det ser ud i infrarødt lys. Herschel er det største infrarøde teleskop, der nogensinde er sendt ud i rummet.
Teleskopets hovedspejl måler hele 3,5 meter, hvilket er halvanden gang større end det velkendte Hubble Space Telescope, og på sine fire år i rummet nåede Herschel at gøre mere end 35.000 videnskabelige observationer og samle 25.000 timers data.
Når Herschel observerede universet i infrarødt og sub-millimeter bølgelængder, var det for at kunne se de mørke og kolde områder af universet.
Teleskopet har givet astronomerne smukke nye billeder af den velkendte stjernetåge Ørnetågen og Andromedagalaksen.
Herschel blev hed, da helium fes ud
For at kunne gøre denne type observationer, blev teleskopet nødt til at være meget nedkølet til kun et par grader over det absolutte nulpunkt.
Denne nedkøling blev gjort af flydende helium, men astronomerne vidste, at teleskopets lager af helium ikke ville holde evigt. Det var derfor ventet, at teleskopet kunne begynde at blive opvarmet når som helst siden januar 2013.
En station i Australien, der er en af de jordbaserede stationer, der har holdt øje med Herschel, var den første til at måle en temperaturstigning på alle teleskopets instrumenter, og dette markerede altså enden på observationerne fra Herschel.






























