Det er koldt, det blæser, og du orker ikke at gå udenfor. Det er okay, vi forstår det godt. Fat mod, gå ud i køleskabet, og hent dig et glas med Ribena og en mad med Riberhus. Nu skal der nemlig hygges og læses.
Vi har samlet den forgangne uges 10 mest populære videnskabshistorier fra vores Facebook-side. Det vil sige de historier, som vores altid nysgerrige læsere er faldet over på Facebook og simpelthen har været nødt til at klikke på. Den mest læste af dem indeholder flotte billeder fra den mikroskopiske verden.
Historierne kan du fornøje dig med lige her:
Bliver vegetarer dårlige af at spise kød?
Hvis man har været vegetar i en længere periode, kan kroppen så stadig godt fordøje kød, hvis man nu altså skulle komme til at spise det? Eller bliver man dårlig af det? To norske forskere undersøger, om der er sandhed i myten.
Svampe med gode former
Efterårstid er svampetid. Pernille Mølgaard Andersen arbejder ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, og hun giver en god forklaring på, hvorfor det er interessant at tage på svampetur. Og så er der også et billede af et par svampe, som ligner noget velformet.
Kan mennesket leve for evigt?
Siden 1840 er menneskets forventede levealder steget med seks timer om dagen, men hvordan bliver det i fremtiden? Vores to erhvervspraktikanter har sat sig sammen med tre aldringsforskere for at finde ud af, om mennesket nogensinde kommer til at leve evigt.
Skal jeg bruge håndsæbe eller flydende sæbe?
Den 15. oktober var det ’Global Vask Hænder Dag’, ja sådan én findes, og i den anledning bragte vi en artikel, der måske ændrer dine vaner resten af livet.
Planet har atmosfære af smeltet glas
Forskerne leder dag og nat efter planeter, der ligner vores. Indimellem støder de på nogen, hvor forholdene er højst mærkværdige. Her kan du læse om exoplaneten HD 189733b, der har en atmosfære af smeltet glas. Det skyldes blandt andet, at dagtemperaturen sniger sig op på 930 grader. (Ps. En exoplanet er en planet, der kredser om en anden stjerne end Solen.)
Ny forskning: Selvoptagede mennesker har større risiko for kræft
Er du typen, der tager det sidste stykke kage, selvom der er nogen, der ikke har fået? En ny undersøgelse viser, at der er større risiko for kræft og hjertekarsygdomme, hvis man lever livet på den egoistiske måde, og tænker på sig selv før andre. Dansk filosof er dog uenig i, at der eksisterer rigtig og forkert lykke.
Penkowa overrasker: Åbningstaler ved Scientology-udstilling
I starten af oktober var Milena Penkowa åbningstaler ved en psykiatri-udstilling i Lund. Det er i sig selv ikke så opsigtsvækkende, men arrangøren bag udstillingen var Scientology, og det gjorde Penkowas deltagelse lidt mere opsigtsvækkende. Penkowa fortæller dog selv, at hun ikke har noget med Scientology at gøre, og at det var et job som alle andre.
Twitter-storm: Blogredaktør kalder forsker for ’storby-luder’
Den amerikanske forsker Danielle Lee blogger for Scientific American, da hun får en mail fra redaktøren af Biology-Online.org, hvor hun bliver spurgt, om hun vil blogge for dem. Danielle Lee spørger i et svar, hvad hun i givet fald vil få i løn – og her går det galt. Redaktøren svarer fornærmet og ganske ufagligt, hvilket har udviklet sig til en større twitter-storm om diskrimination i forskerverdenen i USA. Her kan du læse det hele.
Relativitetsteorien forklarer, hvorfor kviksølv er flydende
Det eneste metal, der bevarer sin flydende form i frostgrader, er kviksølv. Men hvordan kan det egentlig være? Forklaringen skulle findes i Einsteins relativitetsteori. Se videoen, hvor forskerne opklarer sagen om det flydende metal.
Se de fineste billeder fra mikroverdenen
En fotoudstilling i Australien kigger nærmere på den mikroskopiske verden, som vi ikke kan se med det blotte øje. Der er tale om flotte, fascinerende billeder, som formår både at være æstetiske og lærerige.






























