Mange undersøgelser peger på, at Mælkevejen og andre galakser indeholder store mængder af usynligt stof - det såkaldte mørke stof.
Stoffet kan ikke ses, men viser sig indirekte ved at påvirke omgivelserne med sin tyngdekraft.
Astronomerne vurderer, at galakser og de store samlinger af galakser (galaksehobe) indeholder omkring fem gange mere mørkt stof end lysende stof.
Ifølge astronomerne er en galakse som Mælkevejen indhyllet i en boble af mørkt stof - en såkaldt halo. Beregnigner viser, at der i Solens omegn i Mælkevejen burde være omkring 0,5 kg mørkt stof i rummet i et rumfang svarende til Jordens.
Gåden om mørkt stof er blevet endnu mere mystisk
Nu har nye observationer imidlertid vist, at det ikke er tilfældet.
Ved at se på bevægelsen af mere end 400 stjerner i Solens nabolag har astronomer ikke fundet tegn på mørkt stof.
Med vores nuværende viden kan Mælkevejens rotation dog ikke forklares uden en stor mængde mørkt stof. Gåden om det mørke stof er altså blevet endnu mere mystisk.
Stoffet er måske anderledes fordelt
En mulig forklaring kan være, at det mørke stof er anderledes fordelt, end astronomerne hidtil har antaget.
Det vil dog kræve en meget usandsynlig fordeling af det mørke stof for at forklare det totale fravær af mørkt stof i Solens omegn.
For at løse denne gåde må astronomerne lave meget nøjagtige målinger af bevægelserne af et langt større antal stjerner i Mælkevejen. Det vil ske, når det europæiske rumagentur (ESA) til næste år opsender den ambitiøse Gaia-satellit.






























