Fare i rummet: Muligt sammenstød gjorde Andreas Mogensen »nervøs«

En morgen under sin rumrejse vågnede Andreas Mogensen til en ubehagelig nyhed, som gjorde ham »nervøs«.

Fra kontrolcentret på Jorden lød beskeden, at et muligt sammenstød i rummet kunne udgøre en potentiel risiko for Den Internationale Rumstation, ISS.

»Vi vågnede en morgen og fik at vide, at NASA og kontrolcenteret var blevet opmærksomme på, at der var to satellitter, en amerikansk videnskabelig satellit og så en gammel udtjent russisk satellit, der ville passere hinanden med blot seks meters afstand.«

»Og seks meter er meget, meget lidt ude i rummet,« fortæller den danske astronaut, som har talt med Videnskab.dk i forbindelse med sin hjemkomst til Danmark i denne uge.

Risikoen for, at de to satellitter kolliderede i en sky af rumskrot, der ville passere rumstationens kredsløb og beskadige den, var ifølge Andreas Mogensen »stor«.

»Det ville betyde, at vi nok skulle søge tilflugt i flere dage i Dragon-rumskibet (som Andreas Mogensen havde rejst i til ISS, red.) og ligesom bare krydse fingre for, at der ikke skete noget.«

»Så det var lidt stressende i de timer, hvor vi gik og ventede på, at de to satellitter skulle passere hinanden, fordi man ikke rigtig vidste, hvad der skulle ske.«

»Heldigvis ramte de ikke hinanden,« slutter astronauten.

Kan blive enden på rumfarten

Alligevel er Andreas Mogensens anekdote et godt billede på en større krise, hvis da ikke den største, i rumfarten i disse år:

Problemerne med rumskrot.

Adskillige rumforskere advarer i disse år om faren ved den stigende mængde skrot fra gamle satellitter og rumfartøjer, som udgør en risiko, når man vil navigere i rummet.

»Den værst tænkelige situation er, at vi mister den frie og sikre adgang til rummet, fordi vi simpelthen ikke tør sende rumfartøjer ud i rummet længere,« siger astrofysiker Michael Linden-Vørnle til Videnskab.dk.

»Hvis vi ikke finder en løsning på denne udfordring, så kan det blive enden på rumfarten. Og det vil også blive et stort problem for alle os her på Jorden, fordi vores moderne samfund er dybt afhængigt af satellitterne i rummet,« tilføjer han.

»Et stort og voksende problem«

Michael Linden-Vørnle, der er chefkonsulent ved Institut for Rumforskning og -teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space), beskriver truslen fra rumskrot som et »stort og voksende problem«.

»Vi bliver hele tiden ved med at sende satellitter ud i rummet, og antallet vokser eksponentielt,« siger Michael Linden-Vørnle.

Han henviser blandt andet til det amerikanske firma SpaceX’ store Starlink-projekt, som har planer om at give hele verden adgang til internet via satellitter. I øjeblikket har Starlink knap 6.000 satellitter i kredsløb om Jorden.

»Det forøger tætheden af satellitter og dermed dannelsen af rumskrot,« påpeger Michael Linden-Vørnle.

Starlink-satellitterne har en levetid på cirka fem år, og SpaceX har en ambition om med tiden at have op mod 42.000 satellitter i kredsløb ifølge Space.com. Til sammenligning kredser der i alt 9.896 rumobjekter om Jorden lige nu.

Den øgede trafik i rummet skaber risiko for uheld, hvor alt fra udtjente satellitter, raketdele og andre rumobjekter kolliderer, hvilket skaber et hav af fragmenter på afveje, som kan være meget vanskelige at undgå, når man navigerer i rummet.

‘Kessler-syndromet’

Ifølge Michael Linden-Vørnle er rumskrot-krisen lige nu så aktuel, at den drøftes på mere eller mindre alle rumkonferencer i disse år.

»Det er en meget reel bekymring lige nu. Bare for fem år siden var man ikke så bekymret for det. Men nu fylder det meget, og det er især kommet på dagsordenen de seneste to år,« fortæller Michael Linden-Vørnle.

Frygten for rumskrot blev allerede sat på videnskabelig formel af NASA-forskeren Donald J. Kessler tilbage i 1978. Dengang beskrev han en voksende risiko for, at tætheden af rumobjekter i Jordens kredsløb ville blive for stor.

Tilstanden er kendt som ‘Kessler-syndromet’. I 2009 konkluderede Kessler på baggrund af modelstudier, at rumskrot-trafikken i Jordens kredsløb var ustabil.

Er der sat nogle tal på, hvor meget rumskrot, der skal til, før vi ikke kan sende rumfartøjer i rummet?

»Det er der ikke, da det er vanskeligt at lave præcise beregninger, og nye satellitter kan blive bedre til selv at undgå kollisioner. Men der er givetvis et kritisk punkt, ligesom vi kender i flere sammenhænge i forbindelse med klimaforandringer,« siger Michael Linden-Vørnle.

Kinesisk satellit-nedskydning var en øjenåbner

Allerede i 1957 sendte Sovjetunionen verdens første satellit, Sputnik 1, i kredsløb. Siden da har vi sendt mennesker til Månen, flere rumstationer i kredsløb om Jorden og meget, meget andet.

Men på trods af at Donald J. Kessler hejste et advarselsflag mod rumskrot i 1978, var det især én begivenhed i 2007, der virkeligt satte spot på problemet:

»Dér, hvor der skete en markant og tydelig forandring, var i januar 2007, hvor Kina nedskød en af deres egne gamle vejrsatellitter med et missil affyret fra Jorden for at demonstrere, at det kunne de gøre – en såkaldt antisatellit-test,« fortæller Michael Linden-Vørnle.

»Kinesernes nedskydning af satellitten næsten fordoblede mængden af fragmenter, der var i kredsløb om Jorden. Så det var et helt stort spring i mængden af rumskrot og en øjenåbner for, hvor stort problemet kunne blive,« lyder det fra astrofysikeren.

Rum-kløer, fiskenet, laserskud og genbrug

Hvordan vi i sidste ende løser problemet med rumskrot, findes der ikke ét godt svar på, vurderer Michael Linden-Vørnle

»Der er desværre ingen ‘one size fits all'-løsninger. Men der er mange ting i spil, og det er der behov for, for rumskrot dækker over alt fra hele satellitter og rakettrip på størrelse med en bus til helt små fragmenter som små flager af maling.«

Det Europæiske Rumagentur, ESA, har et projekt i støbeskeen, som de kalder for ClearSpace-1.

Her er planen at sende et rumfartøj af sted for – med en firearmet rum-klo – at indfange en del fra en raketopsendelse. Der er dog endnu tale om en teknologidemonstration for at demonstrere, at det kan lade sig gøre.

»Når det kommer til, at alle de små stumper, der også svæver rundt i kredsløbet, og som er farlige, så er der talt om at bruge store fiskenet til at fange dem eller skyde dem ned med en laser fra Jorden,« fortæller Michael Linden-Vørnle.

Ligesom på Jorden bliver der også tænkt i mere bæredygtige løsninger:

»En anden løsning har været, at man ville udvikle rum-moduler på fremtidens rumstationer, der kunne modtage indsamlet rumskrot, sortere det og genbruge, hvad der kan genanvendes. Ligesom vi gør hernede på Jorden,« forklarer DTU-astrofysikeren.

Derudover har USA bestemt sig for, at de ikke vil skyde satellitter ned, fordi det netop kan skabe en kaskade af rumskrotsvineri.

»Hvad Kina og Rusland gør, kan vi så desværre ikke styre. Og der er ikke nogen effektiv international rumlov på området,« slutter Michael Linden-Vørnle.