Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

ESA godkender ny mission til måling af tyngdebølger

Annonce:

Testsatellitten LISA Pathfinder, der havde til formål at teste den teknologi, som er nødvendig i en fremtidig, rumbaseret tyngdebølgedetektor, var en stor succes. LISA Pathfinder-missionen lykkedes med at demonstere essentielle teknologier, som kan bruges til at måle tyngdebølger fra rummet.

Nu har det europæiske rumagentur ESA valgt efterfølgeren Laser Interferometer Space Antenna, forkortet LISA, som sin næste store videnskabelige rummission i den såkaldte L-klasse.

Det skriver ESA i en pressemeddelelse.

ESA har tre missioner i L-klassen. De to andre er:

  1. Juice, som skal til Jupiter og tre af planetens største måner, og forventes opsendt i 2022 med ankomst til Jupiter i 2030.
  2. Røntgenstrålingsteleskopet Athena, som har planlagt opsendelse i 2028.

LISA er et rumobservatorium bestående af tre satellitter, der med 2,5 millioner kilometers indbyrdes afstand i en trekantet formation skal følge Jordens bane om Solen. Observatoriet skal observere gravitationsbølger. Det kan gøres med en langt større følsomhed fra rummet end fra Jorden.

Albert Eisten forudsagde allerede eksistensen af tyngdebølger, som er svingninger i tid og rum, for 100 år siden. De opstår, når masser accelererer hurtigt i forhold til hinanden. Eksempelvis når to sorte huller kolliderer. Det lykkedes for første gang nogensinde forskere at registere tyngdebølger i starten af 2016.

Der har været snak om at fremrykke LISA-missionen, men ESA meddeler i pressemeddelsen, at rumagenturet holder fast i planen om opsendelse i 2034.

Annonce:

LISA Pathfinder færdiggør ifølge ESA sin mission i slutningen af juni.

lsd