ESA-bosser: Andreas Mogensen i spil til at komme til Månen
Men det kræver blandt andet, at Danmark spytter langt flere penge i kassen hos den europæiske rumfartsorganisation ESA. Minister vil ikke afvise, at budgettet kan øges.
Men det kræver blandt andet, at Danmark spytter langt flere penge i kassen hos den europæiske rumfartsorganisation ESA. Minister vil ikke afvise, at budgettet kan øges.

Andreas Mogensen er netop vendt hjem efter et halvt år i rummet, og han bliver rost vidt og bredt for sine evner som astronaut.
Så har han mon en chance for at komme med på de kommende missioner til Månen?
Svaret er ja, hvis man spørger hans øverste chefer hos den europæiske rumfartsorganisation ESA, som samarbejder med amerikanske NASA om det såkaldte Artemis-program, der skal sende mennesket tilbage til Månen i de kommende år.
»Andreas Mogensen demonstrerer, at en astronaut fra et lille land kan få et stort ansvar. Så jeg mener, at der er virkelig fair chancer,« siger Daniel Neuenschwander, som er direktør for afdelingen ’Human and Robotic Exploration’ hos ESA, til Videnskab.dk.
»Efter denne mission, Crew 7-missionen, har han oparbejdet et erfaringsniveau, der gør ham til et meget erfarent medlem af astronautkorpset. Og man sætter ikke én, der er på sin første mission, på en flyvning til Månen,« tilføjer han.
En lignende melding kommer fra ESA’s øverste chef, Josef Aschbacher.
»Danmark er et lille land, men alle astronauterne er først og fremmest ESA-astronauter. De er ikke danskere eller tyskere. Astronauterne bliver valgt ud fra deres kvalifikationer,« siger Josef Aschbacher, som er generaldirektør i ESA, til Videnskab.dk, og tilføjer:
»Andreas Mogensen er det bedste eksempel på det.«
Begge ESA-bosser giver imidlertid også tydeligt udtryk for, at hvis Andreas Mogensen skal have en chance for at komme med på en månemission, skal den danske regering hoste op med flere penge til ESA.
»Det er absolut vigtigt, at Danmark kigger på sit nuværende bidrag til ESA. Det er velkendt, at det danske bidrag sammenlignet med Danmarks BNP er meget lavere, end det kunne være,« siger Josef Aschbacher.
For selvom astronautens kvalifikationer er en vigtig faktor, er økonomien også afgørende.
»Det er bestemt også knyttet til medlemsstaternes bidrag til ESA. Lad os være ærlige om det,« siger Frank de Winne, der er chef for ESA's astronautcenter og programleder for måneprojektet Gateway, til Videnskab.dk.
Daniel Neuenschwander siger direkte, at det »er udelukket«, at Andreas Mogensen kan komme til Månen, hvis ikke Danmark øger sit bidrag til ESA.
»Det vil kræve et større budget. Det betyder ikke, at du er garanteret et sæde, hvis du øger budgettet, men det er en muliggørende faktor,« siger Daniel Neuenschwander.
Artemis er amerikanske NASA’s storstilede rumprogram, som skal sende mennesket tilbage til Månen. Programmet har flere partnere, herunder europæiske ESA og fem andre rumfartsorganisationer.
Artemis I er en ubemandet mission, som i 2022 blev sendt i kredsløb om Månen, for derefter at vende tilbage til Jorden.
Artemis II vil være en bemandet mission, som skal sende fire astronauter rundt om Månen uden at lande. Missionen er planlagt til opsendelse tidligst i efteråret 2025.
Artemis III skal foretage den første bemandede månelanding, siden Apollo-programmet senest landede i 1972. Ifølge NASA's seneste melding vil landingen tidligst ske i efteråret 2026.
Hvis de tre missioner går som planlagt, vil NASA oprette en mere permanent base på Månen med efterfølgende missioner.
NASA og ESA arbejder desuden på at etablere en rumstation i kredsløb om Månen kaldet Lunar Gateway.
Astrofysiker Anja C. Andersen vurderer også, at Andreas Mogensen har chance for at komme afsted på endnu en mission.
»Jeg vil ikke udelukke, at Andreas kan blive udvalgt til at komme til Månen, men i givet fald vil det være ved egen evne, fordi han er så ufatteligt talentfuld. Så hvis det sker, vil det være på trods af Danmarks mangel på økonomisk opbakning,« siger professor Anja C. Andersen fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
Ligesom flere andre danske rumforskere og Dansk Industri har hun flere gange kritiseret, at det danske bidrag til ESA er alt for lavt, og at Danmark dermed går glip af kontrakter, arbejdspladser og adgang til det økonomiske rumfartseventyr, som tager form i disse år.
»Der er lavet adskillige undersøgelser, som alle sammen viser, at hver en krone, du investerer i rumfart, kommer flere gange tilbage. Tallet varierer, men et sted mellem faktor fire og faktor otte,« siger Anja C. Andersen til Videnskab.dk.
»Så der er ingen tvivl om, at rumfart er en meget god investering på den lange bane. Problemet er bare, at politikere ikke agerer på den lange bane,« tilføjer hun.
Selvom det danske bidrag til ESA blev tilført ekstra millioner i finansloven for både 2023 og 2024, mener hun langt fra, at Danmark har udnyttet potentialet ved at have en »ufatteligt dygtig astronaut«.
Selv har Andreas Mogensen også tidligere udtrykt ærgrelse over Danmarks relativt lave bidrag til ESA, som han gerne så blive fordoblet, for at Danmark kan komme på niveau med sammenlignelige lande.
»Rumfartsindustrien er allerede i enorm vækst. Hvis vi bare står på sidelinjen i Danmark, vil det være vores nabolande, der nyder godt af muligheden for en enormt god investering, som kan være med til at skabe arbejdspladser og velfærd,« sagde den danske astronaut til Videnskab.dk i maj 2023.
Med det nuværende bidrag ser Andreas Mogensen »desværre« heller ikke store chancer for, at han kan komme med til Månen.
»Min chance for at komme til Månen er meget lille, fordi jeg kommer fra et lille land. Det bliver sandsynligvis en tysker, franskmand eller italiener, for det er tre store lande med store bidrag til ESA, og de vil gerne have deres nationale astronauter til Månen,« sagde Andreas Mogensen til Videnskab.dk i maj 2023.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (Moderaterne) udtrykker i en skriftlig kommentar til Videnskab.dk, at det »kunne være vildt fascinerende«, hvis Andreas Mogensen fik mulighed for at komme helt til Månen.
»Det er jeg næppe den eneste, der synes. Det vil vi selvfølgelig tale for i ESA med baggrund i Andreas’ åbenlyse kvalifikationer som ESA-astronaut,« skriver ministeren, som dog understreger, at det kræver, at Andreas Mogensen har lyst til en månerejse, hvilket han flere gange tidligere har udtrykt ønske om over for Videnskab.dk.
Christina Egelund vil heller ikke afvise, at der kan komme flere danske skattekroner på bordet til europæisk rumfart.
»Danmark har øget sit ESA-bidrag til det højeste i mange år, mens jeg har været minister, og jeg kan ikke afvise, at det skal være højere. For jeg mener, at Danmark skal spille en endnu større rolle i europæisk rumfart og forskning i rummet,« skriver Christina Egelund i sit svar til Videnskab.dk.
Præcis hvor meget ekstra ministeren potentielt er parat til at spytte i ESA-kassen, skriver hun ikke.
Dansk Industri og flere rumforskere har ligesom Andreas Mogensen opfordret regeringen til mindst at fordoble sit nuværende budget til ESA for at undgå, at Danmark sakker bagud på rumområdet.
Danmark er i den nedre halvdel på listen over de største bidragsydere til ESA's budget, og per indbygger investerer Danmark væsentligt mindre end lande som Norge, Belgien, Frankrig, Tyskland og Italien.

De seneste to år er Danmarks bidrag til ESA dog steget via den del af finansloven, der kaldes forskningsreserven.

Da den seneste ekstrabevilling til ESA blev foreslået i august 2023, blev den ikke kun mødt af glæde.
Professor emeritus Albert Gjedde, der som teenager i 1960'erne selv byggede raketter af cigarhylstre og opsendte dem fra baghaven i Vedbæk, inden han blev hjerneforsker, opfordrede til at bruge pengene andre steder.
»Rumforskning er sjov (husk Vedbæk Raketklub), men det er sundhedsvæsenet, der lider af voldsom mangel på penge til behandling og forskning, især på de tre gådefulde områder type 2-sukkersyge, Alzheimers demens og psykiatriske lidelser,« skrev Albert Gjedde på X.
Omvendt synes Stinus Lindgreen, der er folketingsmedlem og forskningsordfører for Radikale Venstre, at bidraget til ESA burde være endnu større, fordi han mener, at det er en god investering, og at rumforskningen kommer os til gode her på Jorden.
»Meget af forskningen handler om alt muligt andet end rumfart. Der er noget, der kigger på solreflektion, der er klimaforskning og forskning i søvn. Det bliver bare udført deroppe, fordi man kan nogle ting der, som man ikke kan hernede,« siger Stinus Lindgreen til Videnskab.dk.
Han kritiserer, at de ekstra midler til ESA er afsat via forskningsreserven, der forhandles forfra hvert år, og opfordrer til en mere langsigtet investering, der bringer Danmarks bidrag per indbygger op på niveau med landene omkring os.
ESA's generaldirektør understreger også, at det betyder meget, at de øgede bidrag bliver permanente.
»Det er vigtigt i rumforskning, at det ikke er en engangsbevilling, for det ville ikke være bæredygtigt. Og jeg har fuld tiltro til, at det er en del af en langsigtet plan,« siger Josef Aschbacher.
Ud over mængden af danske skattekroner, som går til ESA, er der også en række andre faktorer, som spiller ind på, om Andreas Mogensen får lov til at komme til Månen.
Daniel Neuenschwander roser Andreas Mogensen for at være en »fremragende« og erfaren astronaut, hvilket »bringer ham ind i en lille personkreds« med potentiale til at komme med på månerejsen.
»Der er en snæver kreds af astronauter, der kan gøre det. Men der er et lige så snævert udbud af flyvninger til Månen,« siger Daniel Neuenschwander.
Europæiske ESA er partner på NASA’s planlagte Artemis-missioner til Månen sammen med rumfartsagenturer i blandt andet Japan og Canada. Dermed er der kun et begrænset antal billetter til Månen for europæiske astronauter.
»På nuværende tidspunkt har vi to billetter, som er på den sikre side, lad os sige det sådan. Og så vil vi forhandle om flere,« siger Daniel Neuenschwander.
Da Andreas Mogensen blev uddannet astronaut, var han sammen med fem andre ESA-astronauter på 2009-holdet. Og siden er endnu en gruppe ESA-astronauter blevet uddannet på 2022-holdet.
Daniel Neuenschwander slår fast, at de nyuddannede astronauter ikke kommer til Månen på deres allerførste rumrejse, og dermed er der altså kun en mindre gruppe europæiske astronauter i spil til at få en af de to billetter til Månen.
ESA-bossen Josef Aschbacher understreger, at det vigtigste udvælgelseskriterie er astronautens kvalifikationer.
Herudover kan sammensætningen af de øvrige astronauter, som vælges til missionen, spille en rolle, fordi man typisk udvælger et astronauthold med forskellig baggrund såsom ingeniører, læger, piloter og lignende.
»Nogle gange kræver NASA’s missionsprofil en bestemt type astronaut. Og så er det selvfølgelig min beslutning - som jeg tager ved at konsultere mange interessenter - hvem der får hvilken rolle i de fremtidige Artemis-flyvninger,« siger Josef Aschbacher.
Hvis valget om, hvem der skal til Månen, udelukkende handler om kvalifikationer, har flere aktører indenfor rumfarten tydeligt givet udtryk for, at Andreas Mogensen er i den absolutte topklasse blandt astronauter.
På den netop overståede mission var han rumstationens kommandør, og han blev den første ikke-amerikanske pilot på et Dragon-rumskib.
»Han er den bedst kvalificerede ESA-astronaut, der findes. Og det kan jeg sige, for det har jeg fra kilder, som har været med til at udtage ham, fra NASA-astronauter og fra dem, han arbejder sammen med,« fortæller Mariann Albjerg, som er den hidtil højst placerede dansker hos NASA, i en tidligere artikel på Videnskab.dk.
Forhenværende chefforsker ved NASA, Peter Norsk, vurderer også, at Andreas Mogensen har »rigtig gode chancer« for at komme på endnu en rumrejse, »da han har klaret sig usædvanligt godt på sine to rummissioner«.
»Andreas Mogensen er en af de dygtigste. Det er ikke noget, jeg siger som dansker, men noget jeg ved fra hans amerikanske astronautkolleger, som jeg arbejdede sammen med i min tid i NASA,« fortæller Peter Norsk, professor emeritus i gravitations og rumfysiologi til Videnskab.dk
Rumfartsingeniør René Fléron vurderer ligeledes, at Andreas Mogensen har mulighed for at komme på en ny mission. Enten tilbage til Den Internationale Rumstation (ISS) eller måske et ophold i Lunar Gateway – en rumstation, som skal sendes i kredsløb om Månen under Artemis-programmet.
»Jeg tror, han har gode chancer for at komme afsted igen. Lunar Gateway er vores næste store skridt - og ISS bliver oppe til 2030, minimum,« påpeger René Fléron, ingeniør og rumforsker ved DTU Space under Danmarks Tekniske Universitet.