Hvordan klarer en lille gruppe astronauter at være hinandens eneste selskab i to-tre år? Det spørgsmål har forskere på Hawaii forsøgt at svare på ved at spærre seks personer inde i otte måneder. Nu er forsøgspersonerne kommet ud.
Det skriver APNews.com.
Det er Hawaii Space Exploration Analog and Simulation på University of Hawaii, der har stået bag projektet, som er støttet af NASA.
\ Læs mere
De har spærret to kvinder og fire mænd inde for at teste, hvordan astronauter påvirkes psykisk af isolation i så lang tid.
Astronauterne blev indkvarteret i et kuppelformet hjem på 111 kvadratmeter ved foden af verdens største aktive vulkan. Her skulle de leve som på en mission:
- Mest af frysetørrede fødevarer og dåsemad
- Gå to og to sammen, hvis de forlod kuplen
- Bære rumdragter
- Vente 20 minutter på svar på al kommunikation – samme tid, som det tager mellem Mars og Jorden.
- Samtidig skulle de lave forsøg og opretholde livet i kuplen, som hvis de havde levet på Mars.
De seks forsøgspersoner bar sensorer, der målte deres stemmeleje og afstanden til de andre personer, ligesom de skulle spille spil, der testede deres stressniveau.
Forskerne håber at kunne bruge resultaterne, de finder gennem studiet, til at komme nærmere, hvilke personlighedstræk der går godt sammen på en mission som en til Mars.
Forsøget er støttet af NASA, som håber at kunne sende de første mennesker til Mars i 2030'erne.
\ Læs mere
sj





























