NASA-astronauterne Don Pettit og Matthew Dominick fik sig en »forbløffende« oplevelse, de formentligt sent kommer til at glemme.
Tidligt fredag morgen oplevede de polarlys – altså nord- og sydlys – helt tæt på fra Den Internationale Rumstation (ISS), skriver NASA-astronauten Don Pettit på det sociale medie X.
Nordlyset var særligt kraftigt på grund af en geomagnetisk storm, der blev udløst af et kraftigt soludbrud, skriver Space.com.
De to astronauter var ellers på vej i seng efter en lang og trættende dag, da de kiggede ud gennem et vindue og opdagede det voldsomme lys.
Som Don Pettit selv skriver på X:
»Vi svævede ikke over polarlyset, vi var inde i polarlyset, og det var rødt som blod.«
Herefter skyndte de to astronauter at tage billeder af det flotte polarlys, som de efterfølgende delte med alle os på Jorden.

Astronaut Matthew Dominick skulle egentlig have befundet sig på Jorden fredag morgen efter seks måneder på ISS, men hjemrejsen blev udskudt med nogle dage.
»Jeg savner min familie og venner, men vi ville være gået glip af dagens vanvittige polarlys, hvis vi havde undocked (adskilt rumfartøj fra ISS med kurs mod Jorden, red.) i dag,« skriver Matthew Dominick på X.
Don Pettit ankom til ISS for en måneds tid siden og har derfor stadigvæk et længere ophold på ISS foran sig.






























