Søndag 13. maj gled asteroiden med katalognavnet 2012 JU forbi Jorden i en afstand på kun ca. 202.700 kilometer.
Selvom det lyder af meget, så svarer det kun til ca. 53 procent af gennemsnitsafstanden mellem Jorden og Månen.
Under passagen var der således ingen fare for, at 2012 JU ville ramme Jorden. Men selvom det en dag skulle ske, så er er ingen fare på færde. Asteroiden er nemlig kun ca. ti meter stor, så den vil ikke 'overleve' mødet med Jordens atmosfære.
Større asteroider kan gøre skade
Større asteroider kan imidlertid godt klare turen ned gennem atmosfæren og anrette betydelige skader, når de rammer Jorden.
Astronomerne holder derfor et særligt vågent øje med større asteroider, som kan komme tæt på Jorden - de såkaldte potentielt farlige asteroider (PHA: Potentially Hazardous Asteroid).
Det er asteroider, der er større end 100 meter, og som kan komme tættere på Jorden end 7,5 mio. kilometer (20 gange afstanden til Månen).
Lærer os om Solsystemets dannelse
Vi kender på nuværende tidspunkt 1.287 PHA'ere, men der opdages hele tiden nye.
Der er ingen af de kendte PHA'ere, der er på kollisionskurs, men de følges nøje, da deres baner med tiden bliver ændret.
Ved tætte passager har vi gode muligheder for at lave observationer af de nærgående asteroider.
Derved kan vi lære mere om disse potentielt farlige, men også meget interessante, objekter. Asteroider er nemlig overskudsmateriale fra Solsystemets dannelse for 4,6 mia. år siden.






























