Natten mellem mandag d. 12. og tirsdag d. 13. august topper den årlige meteorsværm Perseiderne, der også er kendt som Sct. Laurentii tårer.
Årlige meteorsværme forekommer, fordi Jorden på sin bane omkring Solen bevæger sig ind i et område, hvor der ligger mange sten- og isrester. Ofte er det rester fra en komet, der på sin langstrakte bane omkring Solen har efterladt materiale.
Kometen, der er skyld i Perseiderne, er kometen med navnet Swift-Tuttle. Resterne fra Swift-Tuttle trænger ind gennem Jordens atmosfære i en høj hastighed på mere end 200.000 km/t. Denne høje hastighed gør, at luften foran kometstumpen presses sammen og bliver meget varm. Denne varme får kometstumpen til at fordampe og luften omkring til at gløde, og det er netop denne glød, vi ser som stjerneskud.
Showet er startet
Kometresterne fra Swift-Tuttle ligger således, at de rammer Jorden skråt oppefra, hvilket gør, at meteorsværmen ses bedst fra den nordlige halvkugle. Og Perseiderne har fået deres navn, fordi det ser ud som om, at de udspringer fra stjernebilledet Perseus.
Hvis vejret tillader det, er det altså noget af et stjerneshow, vi kan se på himlen natten mellem mandag og tirsdag, og meteorsværmen ses bedst, hvis man befinder sig et mørkt sted med godt udsyn til himlen.
Selvom Perseiderne topper i starten af ugen, ses der allerede nu en øget aktivitet på himlen omkring stjernebilledet Perseus. Derfor kan man allerede være heldig at spotte masser af stjerneskud i weekenden.
Du kan se en liste over de årlige meteorsværme, der kan ses fra Danmark, her.






























